Skip to main content

Antibiotisk behandling af venstresidig endokarditis

Dansk studie viser, at peroralt antibiotikum efter initial intravenøs behandling er lige så effektiv som fortsat intravenøs behandling.

Peter Lange, plange@dadlnet.dk (redigeret af)

11. sep. 2018
2 min.

Patienter med venstresidig endokarditis behandles typisk med intravenøse (i.v.) antibiotika i op til seks uger. Nyt dansk multicenterstudie undersøger, om en del af den lange behandling kan foregå med perorale antibiotika. Blandt næsten 2.000 patienter med endokarditis blev 400 egnede patienter, som var inficeret med streptokokker, stafylokokker eller enterokokker efter initial i.v.-behandling i mindst ti dage, randomiseret til enten at overgå til peroralt antibiotikum eller til at fortsætte med i.v.-behandling. Studiets effektparameter var en kombination af død, emboli, relaps eller behov for kardial kirurgi, og forfatterne fandt ingen signifikante forskelle imellem de to behandlingsarme: 12,1% i i.v.-gruppen vs. 9,0% i den perorale gruppe.

Overlæge, klinisk lektor Christian Søborg, Infektionsmedicinsk Sektion, Medicinsk Afdeling, Herlev og Gentofte Hospital, kommenterer: "Dette længe ventede veludførte danske multicenterstudie af partiel peroral antibiotisk behandling til venstresidig endokarditis viser, at der hos denne stabile gruppe af patienter, der responderer adækvat på minimum ti døgns i.v.-behandling, ingen forskel er bedømt på endepunkter som død, septisk emboli eller klapoperation. Studiet er vigtigt, da det viser, at selv meget alvorlige infektionssygdomme som endokarditis efter kort indledende i.v.-behandling sikkert kan behandles peroralt. De foretagne farmakokinetiske undersøgelser dokumenterer ydermere, at antibiotika blev tilfredsstillende optaget fra gastrointestinalkanalen. Det perorale regime inkluderede to virksomme stoffer med forskellig virkningsmekanisme. For syv af patienterne var det ene antibiotikum under MIC [minimal inhibitory concentration], mens det andet lå i normalområdet. Ingen af patienterne på det perorale regime gik tilbage til i.v.-behandling. Peroral behandling er således sikker, og måling af antibiotika i blodet er ikke nødvendig. Blandt de i alt 1.954 patienter blev 1.554 ekskluderet – primært pga. manglende DUKES-kriterier, mens 132 havde et ikkesignifikant fald i CRP og leukocytter efter min. ti dages i.v.-behandling, og 130 havde komplicerende intrakardial absces. De 400 inkluderede patienter var således en selekteret gruppe med endokarditis i stabil fase efter initial i.v.-behandling. Sammenfattende vil dette veludførte og modige studie formentlig ændre praksis for behandling af venstresidig endokarditis med mulighed for hurtigere udskrivelse og overgang til tabletbehandling”.

Iversen K, Ihjemann N, Gill SU et al. Partial oral versus antibiotic treatment of endocarditis. N Engl J Med 28. aug 2018 (e-pub ahead of print).

Interessekonflikter: ingen.