Skip to main content

Både lave og høje niveauer af D-vitamin øger risikoen for kardiovaskulær sygdom og død

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

20. apr. 2015
2 min.

Betydningen af 25-hydroxy-vitamin D (25(OH)D) er blevet undersøgt i relation til en lang række tilstande, men sammenhængen mellem 25(OH)D-niveauer og kardiovaskulær sygdom er sparsomt belyst. Med udgangspunkt i det såkaldte Copenhagen vitamin D (CopD)-studie var formålet med denne analyse at undersøge sammenhængen mellem 25(OH)D-niveauer og kardiovaskulær sygdom og død.

Datagrundlaget var analysesvar for i alt 243.672 personer, som i perioden 2004-2010 havde fået foretaget blodprøver på et udvalgt laboratorium i København. Via datakobling til Dødsårsagsregistret fandt man, at der i løbet af opfølgningsperioden 2004-2011 var 16.645 af disse personer, som døde, heraf 5.454 af kardiovaskulært betingede årsager (1.574 af apopleksi og 702 af akut myokardieinfarkt (AMI)). Hvad angik 25(OH)D, var en værdi på omkring 70 nmol/l associeret med den laveste risiko for kardiovaskulær død. Med dette niveau som reference fandt man, at en meget lav værdi på 12,5 nmol/l medførte en hazard ratio (HR) for kardiovaskulær død på 2,0 (95% konfidens-interval (KI): 1,8-2,1), med en højere risiko for mænd (HR: 2,5; 95% KI: 2,2-2,9) end for kvinder (HR: 1,7; 95% KI: 1,5-1,9). Ved en meget høj værdi på 125 nmol/l var HR for kardiovaskulær død 1,3 (95% KI: 1,2-1,4), uanset køn. De fundne risikoestimater var enslydende for hhv. apopleksi- og AMI-gruppen.

Professor, overlæge Lars Rejnmark, Medicinsk-endokrinologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, kommenterer: »Da der er tale om et associationsstudium, bidrager det ikke til at afklare, om der er en kausal sammenhæng. I metaanalyser af randomiserede studier er tilskud med D-vitamin vist at mindske dødeligheden. Ingen randomiserede studier har vist en øget dødelighed af D-vitamintilskud. Man kan ikke udelukke, at folk, som er syge, bruger meget kosttilskud. Hvis de sidenhen dør, vil det let kunne mistolkes som om, at D-vitamin øger dødligheden, men i virkeligheden døde de jo pga. sygdommen, hvor tilskuddet med D-vitamin ikke kunne helbrede dem«.

Durup D, Jørgensen HL, Christensen J et al. A reverse J-shaped association between serum 25-hydroxyvitamin D and cardiovascular disease mortality - the CopD-study. J Clin Endocrinol Metab 2015:jc20144551 (epub ahead of print).

Interessekonflikter: ingen