Skip to main content

Bariatrisk kirurgi til teenagere

Et nyt studie viser høj grad af remission af diabetes og hypertension efter gastrisk bypass, men også flere komplikationer hos teenagere end hos voksne

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

8. aug. 2019
2 min.

Bariatrisk kirurgi er en veletableret behandling hos voksne med svær fedme, og det skønnes at over 17.000 danskere har fået foretaget en Roux-en-Y-gastrisk bypass (RYGB) eller sleeve-gastrektomi. Operationen fører som regel til udtalt vægttab, men er ikke uden komplikationer. I en ny artikel rapporterer man data fra en femårsopfølgning af 161 amerikanske teenagere, som fik foretaget RYGB, og sammenligner resultaterne med resultater hos 396 voksne, som fik foretaget samme operation. Begge grupper opnåede vægttab af samme størrelse, som var ca. 26% af kropsvægten hos teenagere og ca. 29% hos voksne. Remission af diabetes blev observeret hyppigere blandt teenagere end blandt voksne (86% versus 53%), og det samme var tilfældet for remission af hypertension (68% versus 41%). Opfølgningen viste dog også, at teenagere dobbelt så hyppigt som voksne blev reopereret og havde en signifikant højere forekomst af lavt ferritinniveau i blodet.

Professor Sten Madsbad, Hvidovre Hospital kommenterer: »De opererede teenagere var i gennemsnit 17 år med en alder ned til 13 år og havde et BMI på 50 kg/m2 svarende til 147 kg, hvilket er en overvægt, hvortil der p.t. ikke findes noget realistisk behandlingstilbud. Den hyppige remission af diabetes og hypertension hos teenagerne kan formentlig forklares ved kortere diabetesvarighed og derved mindre svær diabetes og mindre udtalte patofysiologiske forandringer associeret til langvarig hypertension. Der forekom flere reoperationer og en mere udtalt forekomst af mangelsygdomme, herunder anæmi hos teenagerne. Bemærk, at fem år efter kirurgien var børnene fortsat overvægtige med et BMI på 37 kg/m2 svarende til 140 kg. I Danmark er den nedre grænse for fedmekirurgi sat til 21 år. Baggrunden herfor er, at yngre personer ofte ikke er fuldt udvoksede, nogle er psykologisk umodne, og fedmekirurgi er et stort indgreb med livslange konsekvenser at tage stilling til. Evidensen for at anbefale kirurgi til personer under 21 år er fortsat lav, da der ikke findes nogle langtidsdata ud over fem år om mangelsygdomme og andre komplikationer hos denne gruppe patienter. Hvis fedmekirurgi skal anbefales til personer under 21 år, bør vurderingen foregå på et center, hvor der er ekspertise til at vurdere netop denne yngre aldersgruppe«.

Inge TH, Courcoulas AP, Jenkins TM et al. Five-year outcomes of gastric bypass in adolescents as compared with adults. N Engl J Med 2019;380:2136-45.

INTERESSEKONFLIKTER: SM angiver ingen interessekonflikter i forbindelse med det aktuelle arbejde.