Skip to main content

Bloddyrkninger fra febrile spædbørn med bakteriæmi bliver positive efter et døgn

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

7. nov. 2014
2 min.

Bloddyrkning er et vigtigt led i udredningen af det febrile spædbarn. Oftest forbliver også børn med sparsomme kliniske fund til observation, indtil dyrkningssvaret foreligger. Man ved imidlertid ikke præcist, hvornår tidspunktet for dette indtræffer, efter at nye fuldautomatiserede bloddyrkningsapparater er taget i brug. Formålet med dette retrospektive studie var at bestemme tidspunktet.

Fra 17 amerikanske hospitaler blev der indhentet i alt 392 positive bloddyrkningssvar for spædbørn (0-3 måneder), som var blevet indlagt med feber på baggrund af bakteriæmi, men i øvrigt var uden behov for intensiv behandling. Middeltiden, indtil der forelå et positivt dyrkningssvar, var 15,4 (standardafvigelse: ± 8,3) timer, mediantiden var 13,0 (5,2-68,3) timer. Efter 24 timer var 91% dyrkninger positive. Efter 36 og 48 timer var henholdsvis 96% og 99% positive. De hyppigst forekommende bakterier var Escherichia coli (41%), Streptococcus agalactiae (alias gruppe B-streptokokker) (22%), Streptococcus viridans (8%), Staphylococcus aureus (6%) og Streptococcus pneumoniae (5%).

På baggrund af de fundne resultater angiver forfatterne, at observation af alle febrile spædbørn, indtil dyrkningssvar foreligger, sandsynligvis er unødvendig, også på grund af en øget risiko for iatrogene komplikationer. Med en incidens af bakteriæmi på 1-2% for denne aldersgruppe vil observation i mere end 24 timer betyde, at der fanges et ekstra spædbarn med bakteriæmi for hver 556-1.235 febrile børn, som vurderes og udredes i hospitalsregi.

Afdelingslæge Ulrikka Nygaard, BørneUngeKlinikken, Rigshospitalet, kommenterer: ”Undersøgelsens resultat med positive bloddyrkninger hos febrile spædbørn allerede efter 1-2 døgn forventes at svare til danske forhold, hvor der også anvendes fuldautomatiserede bloddyrkningssystemer. Studiet bekræfter, at de fleste børn < 3 måneder med negativ bloddyrkning, lav CRP og normal almentilstand kan udskrives efter 1-2 døgn. En negativ bloddyrkning bør dog altid sammenholdes med den kliniske tilstand, da en del børn < 3 måneder med alvorlig bakteriel infektion har negativ bloddyrkning og derfor kræver længerevarende indlæggelse”.

Biondi EA, Mischler M, Jerardi KE et al. Blood culture time to positivity in febrile infants with bacteremia. JAMA Pediatr 2014;168:844-9.

Interessekonflikt: ingen