Blodtryksmåling

Indikation

Måling af det arterielle blodtryk er blandt de hyppigst udførte kliniske undersøgelser og kan udføres invasivt eller non-invasivt (indirekte), hos lægen (konsultationsblodtryk) eller automatiseret i hjemmet (hjemmeblodtryk). Almindeligvis anvendes den non-invasive metode med armmanchet, blodtryksmanometer og stetoskop. Blodtryksmåling som screening bør finde sted i forbindelse med hospitalsindlæggelser og forundersøgelser samt i almen praksis til screening for hypertension og efterfølgende kontrol af en iværksat antihypertensiv behandling.

Forberedelse af patienten

Blodtrykket er påvirkeligt af en række ydre faktorer, hvorfor standardisering er vigtig. Blodtryksmålingen bør foretages efter mindst fem minutters ro med den læge eller sygeplejerske, som skal udføre målingen. Målingen bør foretages i et rum uden for meget støj og ved normal stuetemperatur. Patienten bør ikke have indtaget kaffe, alkohol eller have røget tobak en halv time før målingen.

Apparatur

Der findes forskellige former for blodtryksmanometre. Det klassiske kviksølvmanometer betragtes fortsat som referencemetoden. Kviksølvmanometret vil normalt altid måle korrekt, hvis kviksølvoverfladen er ren, viser nul ved starten af undersøgelsen, og hvis kviksølvsøjlen kan bevæge sig frit. Kviksølvmanometre kan ifølge Miljøstyrelsens bekendtgørelse nr. 692 fra 1998 indtil videre anvendes til vurdering af patienter med forhøjet blodtryk og til kalibrering af andre blodtryksapparater. Alternativt kan der anvendes aneroidmanometre (af græsk: uden væske), hvor blodtrykket kan aflæses på et viserinstrument. Begge typer apparatur kan anvendes til den klassiske manuelle blodtryksmåling a.m. Riva-Rocci (palpatorisk teknik) eller a.m. Korotkoff (auskultatorisk teknik).

Der findes herudover forskellige semi-automatiske apparater, som bygger på auskultatoriske eller oscillometriske teknikker. Apparaterne har enten mikrofoner, der registrerer Korotkoff-lydene eller anvender svingningerne i manchettrykket til bestemmelse af blodtrykket. Målinger med disse apparater er normalt helt på højde med målinger, der er foretaget med kviksølvmanometer og stetoskop, forudsat apparatet er afprøvet og typegodkendt efter europæisk (ISO) eller amerikansk (AAMI) standard. Svagheden ved selv typegodkendte elektroniske manometre er, at de hos enkelte patienter kan måle særdeles afvigende, samt at der med tiden sker en elektronisk drift, som kræver regelmæssig kontrol over for kviksølvmanometre. Endvidere findes godkendte blodtryksapparater til brug på håndleddet. Disse bør dog indtil videre kun bruges til udvalgte patienter, da brugen heraf kræver, at de altid anvendes i hjertehøjde for at måle rigtigt. Det er i den forbindelse vigtigt at gøre sig klart, at holdes apparatet 14 cm for højt i forhold til patientens hjerteniveau vil blodtrykket måles 10 mmHg for lavt og vice versa.

Non-invasiv blodtryksmåling med armmanchet

Blodtrykket måles på den let flekterede overarm med patienten siddende, idet god arm- og rygstøtte sikres. Manchetten anbringes tætsiddende på overarmen uden at give stase, således at manchettrykket omgående under inflation kan forplante sig til det underliggende væv. Manchetten skal anbringes direkte på huden og ikke fx uden på patientens (skjorte)ærme. Den bør placeres således, at underkanten er et par cm fri af albuebøjningen. Gummiballonen i manchetten skal nå helt rundt om armen, og have en bredde, der svarer til ca. 40% af overarmens cirkumferens. Tre manchetstørrelser (gummiballoner) bør være tilgængelige og vil kunne dække de fleste voksne patienters arme (Tabel 1). Til børn og voksne med tynde overekstremiteter anvendes en særlig børnemanchet. Manchetten opblæses hurtigt til 20-30 mmHg over det systoliske tryk, hvorefter blodgennemstrømningen i a. brachialis ophører (Fig. 1). Stetoskopets membran placeres ud for a. brachialis umiddelbart distalt for manchetten. Der tilstræbes en udluftningshastighed på 2 mmHg/hjerteslag. Det systoliske tryk registreres ved Ko-rotkoff fase I, hvor lyden høres første gang og det diastoliske tryk ved Korotkoff fase V, hvor lyden forsvinder helt. Hos børn kan det være nødvendigt at måle det diastoliske blodtryk ved fase IV, hvor lyden skifter karakter. Herefter tages trykket hurtigt af ballonen, og der bør hengå mindst et minut inden næste måling. Hvis ikke Korotkoff-lydene høres klart, kan det være en fordel at blæse manchetten hurtigt op, og eventuelt foretage opblæsning med armen eleveret, for herefter at sænke den under udluftningen.

Blodtrykket måles mindst tre gange, og gennemsnittet af de to sidst målte værdier anvendes. Ved første konsultation gentages målingerne på begge arme, og armen med de højeste blodtryksværdier anvendes ved fremtidige målinger. Ved palpation af a. radialis kan det systoliske tryk alternativt registreres ved den første følelige pulsation.

Risici ved blodtryksmåling

En del patienter vil opleve opblæsningen som ubehagelig, men dette er dog sjældent forbundet med egentlig risiko. Ved brug af automatiske blodtryksapparater vil man undertiden se enkelte patienter, som får ødemer eller petekkier på armen. Det er derfor vigtigt at fortælle patienterne, at dette kan forekomme, og at de i så fald selv skal tage apparatet af, samt at der er tale om et forbigående fænomen. Der er i litteraturen beskrevet tilfælde med ulnarisparese i forbindelse med automatisk blodtryksmåling, hvor manchetter med metalbøjler har »gnavet« sig ind i armen. Ved undersøgelse af patienter med meget høje blodtryk kan gentagne automatiske blodtryksmålinger være forbundet med betydelige gener.

Blodtryksmåling bør undgås på ekstremiteter, hvor der er anlagt arteriovenøse fistler med henblik på hæmodialyse og hos kvinder med brystcancer, hvor der er foretaget axilrømning.

Fejlkilder

Det intraarterielt målte blodtryk anses for at være guldstandarden, over for hvilket indirekte metoder valideres. I standarderne er det dog alene specificeret at afprøve blodtryksapparater over for auskultatoriske målinger med kviksølvmanometer. Til en godkendelse efter AAMI og ISO kræves normalt en overensstemmelse mellem referencemetoden og det afprøvede apparat på mindre end 5 mmHg og med en standardvariation på 8 mmHg, målt på mindst 85 individer med et bredt spektrum af blodtryksværdier. Reproducerbarheden af indirekte blodtryksmålinger er forholdsvis ringe. Således vil blodtrykket baseret på én måling hos en enkelt person med 95%'s sandsynlighed ligge inden for den målte værdi 18 mmHg (systolisk) og 10 mmHg (diastolisk). For at reducere denne variation bør man anvende gennemsnit af flere gentagne målinger gerne målt ved flere lejligheder. Andre fejlkilder kan henføres til undersøgerens (nedsatte) hørelse, utætheder i manchet og slanger og bevægelsesartefakter. Vejrtrækningen kan ændre blodtrykket væsentligt, hvorfor man ikke bør samtale med patienten under målingen. Arytmier kan ligeledes give anledning til blodtryksændringer, og indirekte blodtryksmåling er usikker hos patienter med atrieflimren. Patienten bør ikke selv opblæse manchetten med en bold, da blodtrykket herved kan stige op til 10 mmHg.

Hjemmeblod tryksmåling og døgnblodtryksmåling

Det arterielle blodtryk fluktuerer i løbet af døgnet med en minut til minut-variation, en dag til nat-variation og en dag til dag-variation. For at imødegå indflydelsen af disse variationer, kan den kliniske indirekte blodtryksmåling med fordel suppleres med en ambulant døgnblodtryks- eller hjemmeblodtryksmåling. Anvendelse af døgnblodtryksmåling med typisk 80 målinger vil give en betydelig mere præcis og reproducerbar beskrivelse af blodtrykket gennem døgnet. Nogle patienter har vedvarende blodtryksforhøjelse ved kontakt med en læge eller sundhedssystemet, men normalt blodtryk i hjemmet (konsultationshypertension, white coat hypertension). Dette kan afsløres ved ambulant hjemme- eller døgnblodtryksmåling.

Intraarteriel blodtryksmåling

Intraarteriel blodtryksmåling anvendes fortrinsvis i forbindelse med intensiv observation og behandling af cirkulatorisk ustabile patienter og ved udvidet hæmodynamisk udredning i forbindelse med diagnostisk hjerte-, levervene- og nyrevenekateterisation. I udvalgte tilfælde kan intraarteriel blodtryksmåling anvendes, hvor repræsentative målinger af blodtrykket ikke opnås med indirekte metoder for eksempel ved auskultatorisk hul eller ved stive kar (pseudohypertension), brandsår, amputationer etc.

Konklusion

Flere patient- og målerelaterede faktorer influerer på det indirekte målte blodtryk. Til klinisk blodtryksmåling anbefales det klassiske kviksølvmanometer. For at reducere variationen mest muligt, er det af stor betydning, at blodtryksmålingen gennemføres standardiseret. Især er det væsentligt, at patienterne er i hvile, og at målingerne gentages. Ved diskrepans mellem blodtryk, der er målt i klinikken, og ved symptomer eller organforandringer, bør der foretages hjemme- eller døgnblodtryksmåling. Man bør alene anvende typegodkendte elektroniske apparater både i klinikken og til ambulant brug. Håndledsapparater bør kun benyttes til specielt instruerede patienter. Udstyr til hjemme- og døgnblodtryksmåling bør evalueres ved kontrolmålinger udført af den behandlende læge. En nærmere redegørelse for det alders- og kønsmatchede normalområde for blodtryk ligger uden for denne artikels rammer, det skal blot anføres, at det normale blodtryk i øjeblikket defineres som <140/90 mmHg.

Antaget den 4. februar 2002.

H:S Hvidovre Hospital, klinisk fysiologisk/nuklearmedicinske afdeling, og

H:S Frederiksberg Hospital, klinisk fysiologisk/nuklearmedicinsk afdeling.

Artiklen er bedømt af Dansk Hypertensionsselskab.

E-mail: soeren.moeller@hh.hosp.dk