Skip to main content

Børneeksem og olieholdige tilsætningsstoffer til badevand

Stor engelsk undersøgelse kan ikke påvise effekt af tilsætning af olieemulsioner til badevand til børn med atopisk eksem.

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

16. maj 2018
2 min.

Børneeksem, som også betegnes atopisk eksem, er en kløende, inflammatorisk hudsygdom, som rammer 15-20% af alle børn. En væsentlig faktor er en defekt hudbarriere, og derfor er hudpleje med fugtighedscremer med højt fedtindhold en vigtig del af behandlingen. Der har været en tradition for, at man i forbindelse med badning af de små børn tilsætter olieholdige emulsioner til badevandet i den tro, at olien beskytter huden efter badet. Sådanne olieholdige produkter sælges i stor stil i håndkøb. En ny engelsk undersøgelse af 483 børn med atopisk dermatitis (gennemsnitsalder på fem år), som strækker sig over et år, randomiserer børnene til en aktiv gruppe, som bades med vand tilsat de olieholdige emulsioner, og en kontrolgruppe, som ikke anvender de olieholdige emulsioner. Efter kontrol for flere relevante faktorer som eksemsværhedsgrad og den øvrige behandling konkluderer forfatterne, at man ikke kan påvise nogen klinisk effekt af emulsionerne.

Professor Jacob Pontoppidan Thyssen, Hud- og Allergiafdelingen, Herlev og Gentofte Hospital, og Københavns Universitet, kommenterer: »En væsentlig del af den ikkemedicinske behandling af børn med atopisk eksem baseres fortsat på empiri. Den store engelske forskergruppe har nu i to store randomiserede studier påvist, at anvendelse af olietilsætning til badevandet samt silketekstiler ikke reducerer sværhedsgraden af sygdommen. Den mest effektive ikkemedicinske behandling er fortsat daglig applikation af fed fugtighedscreme. Der er i dag ikke klare retningslinjer for, hvor hyppigt børn med atopisk eksem skal bade, men generelt bør man reducere anvendelse af sæbebrug til kun at omfatte de intime områder, og sæben bør have en lav pH-værdi. Børn med tilbagevendende infektion i eksemet bør så vidt muligt bade dagligt, mens børn med primært tørhudsproblematik bør bade et par gange om ugen for at undgå yderligere affedtning. Generelt bør børn med atopisk eksem smøres ind i fed fugtighedscreme inden for få minutter efter endt badning. Nyere studier har påvist en sammenhæng mellem højt kalkindhold i badevandet og incidensen af atopisk eksem, og derfor har man igangsat et nyt engelsk randomiseret studie til at undersøge, om vandblødgøring kan reducere eksemrisikoen«.

Santer M, Ridd MJ, Francis NA et al. Emollient bath additives for the treatment of childhood eczema (BATHE): multicenter pragmatic parallel group randomised controlled trial of clinical and cost effectiveness. BMJ;361:k1332.

Interessekonflikter: JPT er advisor for Sanofi-Genzyme og Lilly og har modtaget honorar for foredrag fra Sanofi-Genzyme, LEO Pharma og Pierre-Fabre.