Skip to main content

Boganmeldelse. 11. udgave af bogen Hovedets, halsens og de indre organers anatomi.

Overlæge Claus Anders Bertelsen
E-mail: cabertelsen@gmail.com
Interessekonflikter: ingen

21. mar. 2017
2 min.

Bogen er ”omhyggeligt gennemskrevet og opdateret”, og målgruppen er primært medicinstuderende og tandlægestuderende. Den skal derfor formidle en basal anatomisk viden og er illustreret med enkle tegninger, billeder af billeddiagnostiske undersøgelser samt link til videoer på forlagets hjemmeside. Illustrationerne er nok ikke tilstrækkelige til, at et supplerende atlas helt kan undværes. Der forsøges at skabe en sammenhæng mellem anatomi og klinik, hvilket lykkes og skærper læserens interesse. Sprogligt er teksten letforståelig. Antallet af videoer med radiologiske, endoskopiske og laparoskopiske undersøgelser kunne med fordel øges i fremtidige udgaver.

Inden for mit kliniske arbejdsområde, tyktarmens anatomi, er der dog en række faktuelle fejl. Disse går igen i andre anatomiske værker. Man får derfor det vanlige indtryk, at anatomibøger til dels er baseret på fejlbehæftede tidligere anatomiske værker på trods af, at de bør være basis for det pensum, der doseres i de studerendes kirurgiske og medicinske lærebøger.

F.eks. beskriver bogen, at colon ascendens og descendens ikke har et mesenterium (krøs). Mesenteriet er intraabdominalt et kontinuum fra ventriklen til anus. Colon ascendens og descendens kan let løsnes fra retroperitoneum. Dette blev i 1879 beskrevet af Carl Toldt, siden minutiøst af andre, og er i dag basis for de kolorektalkirurgiske principper.

Det anføres, at det sjældent er muligt at nå caecum ved koloskopi, hvilket ellers opnås hos knap 90% i det nationale screeningprogram. Om der er lignende fejl i andre afsnit, kan jeg ikke vurdere, men fremtidige udgaver bør måske involvere kirurger etc. med interesse for anatomi, så indholdet stadig er basalt, men svarer til den kliniske anatomi.

Det er meget vigtigt med danske lægebøger for at sikre god patientinformation og afgrænsning af pensum efter danske forhold. Forfatterne skal derfor roses for det generelt flotte arbejde.

Forfattere: Jørgen Tranum-Jensen, Klaus Qvortrup, Peter Holm-Nielsen & Helle Hasager Damkier

Forlag: Munksgaard, 2017

Sider: 464

Pris: 995 kr. inkl. interaktiv i-bog