Skip to main content

Boganmeldelse. Behandling af irritabel tarmsyndrom – i et diætetisk perspektiv.

Mejeriingeniør, cand.scient. i klinisk ernæring, ph.d.-studerende Dorit Vedel Ankersen
Nordsjællands Hospital
E-Mail: dorit.vedel.ankersen@regionh.dk
Interessekonklikter: ingen

21. mar. 2017
2 min.

En fantastisk flot og velskrevet bog på dansk om en meget kompleks, stor, dyr og til tider nedgjort patientgruppe i vores sundhedssystem, nemlig colon irritable eller som forfatteren rigtigt påpeger irritabel tarm-syndrom (IBS), idet symptomerne ikke nødvendigvis kun er udløst og lokaliseret i tyktarmen.

I bogen gennemgås systematisk diagnosticering, patogenese, behandlings- og vejledningsstrategier for IBS med fokus på diætetisk behandling og vejledning, hvorfor bogen rammer plet mht. til hovedmålgruppen, som er klart defineret som kliniske diætister eller andre, der har ernæringsfaglig baggrund og arbejder med IBS. Læger og andet sundhedspersonale, specielt i primærsektoren, med interessere for ernæring og/eller en holistisk tilgang til at imødekomme og behandle disse patienter vil formentligt også kunne finde denne bog relevant – det på trods af at bogen er udkommet i selvsamme år, som der er kommet nye diagnostiske ROM IV-kriterier og en dansk (dsgh) guideline for behandling af IBS, hvor man ikke vægter ernæring højt, ej heller den australske eksklusionsdiæt, low FODMAP-diæten.

Sidstnævnte synes dog ikke umiddelbart at komme bag på forfatteren, muligvis fordi forordsforfatteren har været med til at skrive den danske guideline for udredning og behandling af IBS – og forfatteren, Mia Schomacker, diskuterer og gennemgår derfor også i et helt kapitel evidensen for low FODMAP-diæten til behandling af symptomer hos IBS-patienter – det er snusfornuftigt!

Bogen har hele vejen igennem »patienten i fokus«. Det handler om at møde patienten hvor patienten »er« – ikke kun symptommæssigt, men også ressourcemæssigt for at kunne individualisere, herunder også at kunne inddrage andre faggrupper, og involvere patienten bedst muligt i egen behandling. Det handler om at give patienten bemyndigelsen tilbage, dvs. at gå fra det traditionelle kompliansbegreb til konkordans.

Forfatter: Mia Schomacker

Forlag: Munksgaard, 2016

Sider: 204

Pris: 249 kr.