Skip to main content

Boganmeldelse: Læse, skrive og hele. Perspektiver på narrativ medicin

5. jan. 2018
2 min.

Lotte Hvas, dr.med., speciallæge i almen medicin

E-mail: lotte.hvas@dadlnet.dk

Interessekonflikter: ingen

”Det er altid et helt menneske med en historie (en narrativ), der møder de sundhedsfaglige behandlere. Det er ikke en samling symptomer, der indfinder sig hos lægen, men et menneske med sin helt egen historie og forudsætninger”.

Så klart siges det i forordet til denne lille bog om perspektiver på narrativ medicin.

Bogen præsenterer nogle af de tanker, som gør sig gældende i disse år på Syddansk Universitet (SDU), hvor man har igangsat et spændende og nytænkende samarbejde mellem sundhedsvidenskab, litteratur, filosofi og sprogvidenskab. De lægestuderende præsenteres på andet semester for en blok, der hedder "Mennesker først", som er udviklet med det helt klare formål at øge de medicinstuderendes empati over for de patienter, som de i fremtiden skal møde. En evne, som desværre i flere undersøgelser har vist sig at lide skade under lægeuddannelsen.

Den form for narrativ medicin, man underviser i på SDU, er primært defineret af Rita Charon, professor i klinisk medicin og ph.d. i litteratur på Columbia University. Narrativ medicin er her en metode, hvor man ved at nærlæse skønlitterære tekster og selv skrive kreativt træner kompetencen til at indleve sig i patientens situation.

Men narrativ medicin er mere end blot en metode – det er en tilgang. I bogen nævnes f.eks.: ”Al medicin burde være narrativ i den forstand, at narrativ medicin prioriterer patientens stemme, historie og perspektiv, og den forholder sig til den livsanskuelse, som patienten udvikler”.

Netop derfor håber jeg, at bogen på sigt bliver suppleret med nogle af de andre tilgange, der arbejdes med i dag, for at øge fokus på det narrative arbejde i klinikken. Her tænker jeg f.eks. på "narrativ terapi" fra psykologien og den patientcentrerede metode, som der undervises i i almen medicin.

Bogen vil formentlig være mest egnet til kursister og andre, der allerede er introduceret til emnet, og som kan få udbygget perspektivet på narrativ medicin som en metode, hvor der arbejdes med at skrive og læse skønlitterære tekster.

Redaktør: Anders Juhl Rasmussen

Forlag: Syddansk Universitetsforlag, 2017.

Sider: 115

Pris: 125 kr.