Skip to main content

Boganmeldelse.Palliasjon. Nordisk lærebok. 3. utgave.

Overlæge, ph.d., klinisk lektor Mette Asbjørn Neergaard
E-mail: mettneer@rm.dk
Interessekonflikter: medredaktør på den danske lærebog: Palliativ medicin. En lærebog. Mette Asbjørn Neergaard & Henrik Larsen, red. Munksgaard, 2015.

23. mar. 2017
2 min.

På medicinstudiet i 1990’erne var pensum bl.a. en nordisk pædiatribog. Jeg husker tydeligt, at det var sværere for mig at læse den end tilsvarende engelske tekster. Måske er mit norske blevet bedre, eller måske er emnet mere familiært, men "Palliasjon. Nordisk lærebok" (3. udg.) har været en stor fornøjelse at læse.

Som redaktørerne selv skriver i forordet, er det: ”indholdsmessig en ny bok sammenlignet med de tidligere utgavene”. Denne tredje udgave har et udvidet palliativt fokus og giver læseren en bredere indføring i palliativ indsats end de tidligere udgaver. Eksempler på nye emner er symptomlindring af den døende patient og palliation for børn. Derudover har angst, depression og indsatsen for pårørende fået en fyldigere omtale, hvilket klæder bogen, og af mange velskrevne kapitler kan Konsultation og Kommunikation fremhæves som anbefalet læsning.

Det skinner dog indimellem igennem, at der er mange forfattere til bogen, og krydsreferencer mellem kapitlerne ville være hjælpsomt. Derudover er der ikke referencer i selve teksten, hvilket føles lidt som en nedgang i ”service”. Emneregisteret er derimod grundigt og fyldigt og giver mulighed for både at bruge bogen som opslagsværk og som mere kontinuerlig læsning, som en lærebog skal kunne. Det største problem ved bogen set i en dansk kontekst er de organisatoriske kapitler, hvor primært norske forhold er beskrevet, f.eks. kapitlet om økonomiske og sociale ydelser.

Alt i alt er denne nye udgave af "Palliasjon. Nordisk lærebok" en vigtig og grundig indføring i palliativ indsats og vil være et godt tillæg til den danske lærebog i palliation for særligt interesserede. F.eks. er emnet eutanasi fravalgt i den danske bog, men er et selvstændigt kapitel i den nordiske bog. Og hvis man er særligt interesseret i smertebehandling, som er grundigere beskrevet i den nordiske bog, f.eks. ift. smertepsykologi og molekylærgenetik, er denne lærebog oplagt læsning.

Redaktører: Stein Kaasa & Jon Håvard Loge

Forlag: Gyldendal Akademisk

Sider: 832

Pris: 939 kr.