Skip to main content

Brystkræftdødelighed efter behandling for stadie 0-brystcancer

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

30. sep. 2015
2 min.

Duktalt carcinoma in situ (DCIS) – brystcancer i stadie 0 – opfattes traditionelt som værende ikkeinvasiv og ikkeletal. Det er dog ikke fuldstændigt klart, om det reelt afspejler virkeligheden. Således var formålet med dette amerikanske registerstudie at bestemme cancerspecifik 10- og 20-årsmortalitet for kvinder, der var blevet diagnosticeret med DCIS.

Analyserne byggede på data for 108.196 kvinder, som var under 70 år og var blevet diagnosticeret med DCIS i perioden 1988-2011. Den gennemsnitlige alder på diagnosetidspunktet var 53,8 år (spændvidde: 15-69 år); kvinderne blev gennemsnitligt fulgt i 7,5 år (spændvidde: 0-23,9 år). Cancerspecifik mortalitet efter 20 år var for den samlede gruppe 3,3% (95% konfidens-interval (KI): 3,0-3,6%); der var imidlertid signifikant forskel mellem de kvinder, som blev diagnosticeret før det fyldte 35. år, og de kvinder, som fik diagnosen i en højere alder (7,8% vs. 3,2%; hazard ratio (HR) = 2,58; 95% KI: 1,85-3,60; p < 0,001). Det samme gjaldt for sorte vs. hvide amerikanere (7,0% vs. 3,0%; HR = 2,55; 95% KI: 2,17-3,01; p < 0,001).

Kvinder, som efterfølgende fik påvist samsidig invasiv brystcancer, havde en øget mortalitetsrisiko (HR = 18,1; 95% KI: 14,0-23,6; p < 0,001). I alt 517 af de DCIS-diagnosticerede kvinder døde af brystcancer uden at have fået påvist invasiv sygdom. De kvinder, som fik behandling i form af lumpektomi og efterfølgende stråleterapi, havde en lavere risiko for at få samsidigt invasivt recidiv inden for de følgende ti år end de kvinder, som udelukkende fik udført lumpektomi (2,5% vs. 4,9%; justeret HR = 0,47; 95% KI: 0,42-0,53; p < 0,001). Adjuverende stråleterapi influerede ikke på den cancerspecifikke tiårsmortalitet (0,8% vs. 0,9%; HR = 0,86; 95% KI: 0,67-1,10; p = 0,22).

Overlæge Birgitte Vrou Offersen, Onkologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, kommenterer: »Stråleterapi efter brystbevarende operation for DCIS godt halverer tiårsrisikoen for invasivt DCIS eller recidiv. I dette studie har man fundet en 18 gange øget risiko for brystkræftdød efter invasivt recidiv og en brystkræftdød på < 1% efter brystbevarende operation, uanset stråleterapi. Stråleterapiens formål ved DCIS er at redde brystet fra recidiv, hvorved mastektomi undgås, og livskvaliteten bevares. De danske retningslinjer skal derfor ikke justeres.

Interessekonflikter: ingen

Narod SA, Iqbal J, Giannakeas V et al. Breast cancer mortality after a diagnosis of duktalt carcinoma in situ. JAMA Oncol 20. aug 2015 (epub ahead of print).