En bog om døden, som alle læger burde læse

Det er en livsklog, hjerteskærende, dybt personlig og samtidig universel bog om menneskets sidste tid. Kathryn Mannix’ mission er at bryde dødens tabu, og det gør hun meget levende med livsfortællinger fra et langt liv som palliativ mediciner i England. Livsfortællinger, som aldrig lader en uberørt, og som er lærerige selv for en palliativ mediciner som jeg selv.

Her er historien om den unge pige, der skal dø, og hvor fornægtelsen er så stor helt til det sidste, at den hverken kan eller skal brydes. Det er den måde, hun kan klare det på, så her må man støtte de pårørende og hjælpe dem til at sige farvel, uden at de kan tale med den døende om det.

Vi møder den smukke, unge Alma, der skal dø fra sine børn, og hvordan den proces kan blive smuk og nærværende midt i alt det forfærdelige. Man er der som læge, men er der mindst lige så meget som medmenneske. Her skal nænsomt guides og lægen er med hele vejen.

Og her er det gamle ægtepar i den lille kulmineby, som har levet et langt liv sammen, og hvor kærligheden til hinanden nu gør, at de ikke har fået talt sammen om, at hun skal dø. Det er kærlighedens skjold – de vil beskytte hinanden mod den viden og undgå sorgen, men efterlades samtidig så helt alene. Hvor fint at blive vist, hvordan man som læge kan klare at være i det rum og hjælpe dem videre.

Kathryn Mannix viser os, at vejen til døden er forskellig. Den allersidste tid, hvor man bliver bevidstløs og sover ind, er dog universel og ofte fredfyldt. Dette er både betryggende og gavnligt at vide. Vi skal jo alle dø, og som læger skal vi hjælpe patienter og pårørende til at kunne være sammen i dødens nærvær, at dele sorgen, angsten og håbløsheden. For kan man det, vil alle kunne mærke, at ensomheden mindskes, og det svære bliver nemmere at bære.

Forfatter: Kathryn Mannix

Forlag: Politikens Forlag

Sider: 352

Pris: 300 kr.