Skip to main content

En sjælden form for hydrocefalus

Ugens billede.
Ugens billede.

Carl Christian Larsen, e-mail: carl.christian.larsen@regionh.dk og Marianne Juhler Ugeskr Læger 2016;178:V66558

5. dec. 2016
1 min.

En 39-årig mand pådrog sig et mindre hovedtraume efter påkørsel på cykel. CT og efterfølgende MR-skanning viste et monstrøst ventrikelsystem med akvæduktstenose, men uden periventrikulært ødem som tegn på øget intrakranialt tryk. En objektiv undersøgelse viste let nystagmus, som var kendt siden barndommen, men ellers var han sund og rask med normalt intellekt og kognition – han havde gennemført en BA i økonomi.

Long-standing overt ventriculomegaly (LOVA) er en sjælden form for hydrocefalus hos voksne. Den viser sig ved et svært forstørret ventrikelsystem, typisk på grund af en akvæduktstenose, og der er oftest radiologiske tegn på forhøjet intrakranialt tryk. Tilstanden er sandsynligvis opstået i barndommen, men symptomerne ses først mange år senere. Symptomerne er hyppigst hovedpine, gangusikkerhed og tab af kognitive funktioner. Behandlingen ved symptomgivende LOVA er i første omgang endoskopisk tredjeventrikulostomi [1].

Da patientens hydrocefalus var et tilfældigt fund og ikke symptomgivende, blev der ikke fundet indikation for behandling.

 

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 5. december 2016

Interessekonflikter: ingen.

Referencer

Litteratur

  1. Oi S, Shimoda M, Shibata M et al. Pathophysiology of long-standing overt ventriculomegaly in adults. J Neurosurg 2000;92:933-40.