Skip to main content

Er KOL-behandling nu næsten for let?

Singh et al randomiserede 1.368 patienter med kronisk obstruktiv lungelidelse (KOL) til dobbeltterapi eller tripelterapi

Redigeret af Per Lav Madsen, lav.madsen@gmail.com

13. okt. 2016
2 min.

Studiet er et dobbeltblindet, randomiseret, multicenterstudie (159 sites, 14 lande) af behandlingseffekten ved svær KOL (FEV1 < 50% og mindst én eksacerbation inden for 12 mdr.) ved i én og samme sprayinhalator at give kombineret tripelterapi (to pust, 2 × dagl.) i form af glycopyrroniumbromid (12,5 mikrog; muskarinantagonist), beclometasondipropionat (100 mikrog; steroid) og formoterolfumarat (6 mikrog; β2-agonist) (n = 687), mens man i den anden behandlingsarm gav en tilsvarende spraybehandling – dog uden glycopyrroniumbromid (n = 680). Efter 26 uger havde patienter i tripelterapi hhv. 0,081 l og 0,117 l bedre hvile- og postbronkodilatatorlungefunktion (FEV1) end patienter i dobbeltterapi (p < 0,001). I tripelarmen så man relevante forbedringer i livskvalitet fra 12. uge og frem. Det justerede antal årlige moderate og svære forværringer i KOL blev reduceret 23% mere ved tripelterapi vs. dobbeltterapi (p = 0,005). Forfatterne konkluderer, at der er klinisk gevinst ved at behandle patienter med en svær grad af KOL med en enkelt spray, som indeholder alle tre virksomme medikamenter. Overlæge Anders Løkke Ottesen, Lungemedicinsk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, kommenterer: »En stor andel patienterne med KOL får allerede tre slags inhalationsmedicin – ofte fordelt på to-tre forskellige inhalatorer. Derfor er det kærkomment, at den første tripelkombination nu ser dagens lys, da det vil lette behandlingen for mange – især de gamle og svagelige, som kan have svært ved at finde rundt i de mange inhalatorer! Samtidig har jeg en klar forventning om, at det både for patienterne og samfundet vil være økonomisk fordelagtigt at benytte én tripelinhalator frem for at købe inhalatorerne hver for sig. Tripelinhalatoren vil kunne bruges til ca. 25% af alle. Vi er ved at være fremme ved målet om, at alle patienter med KOL kan behandles med kun én inhalator, som så kan indeholde én, to eller tre forskellige slags medicin. Tripel-inhalator? Ikke til alle; men vi er godt på vej!

INTERESSEKONFLIKTER: Anders Løkke Ottesen har modtaget honorarer for foredrag m.m. fra: Almirall, AstraZeneca, Boeringer Ingelheim, Chiesi, Danmarks Lungeforening, Dansk Lungemedicinsk Selskab, GSK, InterMune, Norpharma, Novartis, Nycomed/Takeda, Pfizer, Region Midt, Sandoz, Sundhedsstyrelsen, Teva.

Singh D, Papi A, Corradi M et al. Single inhaler triple therapy versus inhaled corticosteroid plus long-acting β2-agonist therapy for chronic obstructive pulmonary disease (TRILOGY): a double-blind, parallel group, randomised controlled trial. Lancet 2016;388:963-73.