Skip to main content

Falsk-positive mammografisvar medfører angst på kort, men ikke på længere sigt

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox (Foto: colourbox.com)

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

17. jul. 2014
2 min.

Ligesom det gælder for andre screeningsformer, er der ved mammografi en risiko for falsk-positive svar. Formålet med dette studie var at måle effekten af falsk-positive mammografisvar på livskvalitet, herunder eventuel angst, samt villighed til at deltage i fremtidige screeninger.

Forskerne bag studiet foretog telefoninterview med kvinder, som havde deltaget i The Digital Mammographic Imaging Screening Trial. Kvinder med både positive og negative screeningssvar blev interviewet hurtigst muligt efter deres mammografi, og altså inden udfaldet af eventuel videre udredning var kendt, samt igen efter et år. Ud over villighed til at deltage i fremtidige screeninger blev der, på baggrund af validerede instrumenter, spurgt til angst (Spielberger State-Trait Anxiety Inventory State Scale) og livskvalitet (EuroQol EQ-5D).

Ud af 1.450 adspurgte lod 1.226 (84,6%) kvinder sig interviewe; 1.028 af disse (83,8%) blev også interviewet efter et år. Graden af angst var initialt signifikant højere for kvinder, som havde fået falsk-positive svar, men efter et år var forskellen mellem denne gruppe og gruppen af kvinder, som havde fået et sandt-negativt svar, ikke længere signifikant. Hvad angår livskvalitet, var der ingen signifikante forskelle mellem de to grupper, hverken initialt eller efter et år. Kvinder, som fik falsk-positive svar, var mere tilbøjelige til at deltage i fremtidige screeninger (25,7% vs. 14,2%). Multivariable analyser viste, at intentioner om at deltage i fremtidige screeninger var stærkere blandt kvinder, som havde fået et falsk-positivt svar (oddsratio (OR) = 2,12; 95% konfidens-interval (CI): 1,54-2,93), kvinder under 65 år (OR = 2,78; 95% CI: 1,5-5,0) samt kvinder med relativt dårligere helbred (OR = 1,63; 95% CI: 1,09-2,43).

Overlæge og projektchef Iben Holten, Kræftens Bekæmpelse, kommenterer: ”Tidligere undersøgelser af kvinders angst og bekymring efter falsk-positive svar har givet vekslende resultater. Denne undersøgelse finder ikke varig bekymring. For nogle kvinder vil bekymringen være mere væsentlig end for andre, men bekymringen synes ikke for det store flertal at være så tungtvejende, at det taler imod mammografiscreening”.

Tosteson AN, Fryback DG, Hammond CS et al. Consequences of false-positive screening mammograms. JAMA Intern Med 2014;174:954-61.

Interessekonflikter: ingen