Skip to main content

»Field cancerization« i ansigtet hos en ung kvindelig svejser

Rasmus Nygård Kristensen & Jens Ahm Sørensen

22. jun. 2015
4 min.

Det er velkendt, at soleksponering øger risikoen for hudcancer, og det skønnes, at 90% af alle hudcancertilfælde skyldes solens ultraviolette (UV) stråler [1]. Den kumulerede mængde UV-stråling korrelerer direkte til risikoen for udvikling af nonmelanom hudcancer senere i livet [1].

Under svejsning opstår der lys i det fulde UV-spektrum, og svejsearbejde anses derfor for at være potentielt karcinogent [2]. Den karcinogene effekt skyldes formentlig ikke alene UV-eksponeringen, idet termiske påvirkninger også må antages at spille en rolle, som det ses ved kangricancer (varmeinduceret hudkarcinom som følge af anvendelse af et varmeelement båret direkte på kroppen) [3]. P.t. foreligger der dog ikke evidens for, at svejsere har højere forekomst af hudkræft end baggrundsbefolkningen.

SYGEHISTORIE

En 44-årig kvinde blev henvist fra dermatologisk regi til Plastikkirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital (OUH) pga. et biopsiverificeret planocellulært karcinom (PCC) på højre øres helix. På henvisningstidspunktet var der ikke blevet beskrevet andre hudforandringer i ansigtet. På operationsdagen halvanden måned senere blev der, foruden elementet på højre øre, konstateret multiple karcinomsuspekte forandringer i ansigtets højre side. Patienten oplyste, at hun indtil for fire år siden havde arbejdet som svejser på et dansk skibsværft gennem ti år. I denne periode havde hun fået adskillige ansigtsforbrændinger (første grad) pga. genskær i de galvaniserede svejsetårne (arbejdsplatforme på skibssiderne), hvor arbejdet normalt foregik. Som følge af hendes arbejdsstilling opstod forbrændingerne altid på højre side af ansigtet. Hun angav, at hun under arbejdet havde anvendt beskyttelseshandsker, svejsehjelm (halvmaske) og ofte solcreme (solfaktor 30), der blev udleveret. Hun var tobaksryger, men havde ingen diagnosticerede immundefekter og havde ikke været i behandling med immunmodulerende medicin. Hun havde psoriasis på underekstremiteterne, men havde aldrig fået behandling for dette.

I forbindelse med operationen på højre øre blev der taget stansebiopsier fra elementerne på næse, kind og hage (Figur 1). En hurtigtvoksende tumor på højre side af overlæben blev excideret i samme seance som excisionen af tumoren på højre øres helix. Overlæben og øret helede ukompliceret. Patologien viste radikalt fjernet højtdifferentieret PCC på både højre øre og overlæbe samt PCC i biopsierne fra næseryg og hage. Elementerne på højre kind viste ulcerative aktiniske forandringer. Samlet set var der således tale om et udtalt eksempel på field cancerization.

Patienten blev henvist til Dermatologisk Afdeling på OUH til behandling af de resterende påviste læsioner samt til forebyggende behandlinger og videre kontrol. Endvidere blev hun henvist til Arbejdsmedicinsk Klinik mhp. vurdering af den arbejdsrelaterede komponent i udviklingen af karcinomerne.

DISKUSSION

Risikoen for udvikling af hudkræft i forbindelse med svejsearbejde er sparsomt undersøgt. Der findes ingen randomiserede studier på området, og der er blot registreret et enkelt case-kontrol-studie, hvori der ikke blev påvist nogen øget risiko hos svejserne [4]. Resultaterne i dette studie kan skyldes kort followupperiode, og at de udelukkende stammer fra én virksomhed, hvor der kun blev svejset i blødt stål (mindre effekt nødvendig), og hvor der var høj fokus på sikkerheden. Mistanken om den skadelige effekt beror derfor på få cases, hvorfor evidensen på området er mangelfuld [2].

Sygehistorien adskiller sig væsentligt fra de tidligere på området dels på grund af den udtalte unilaterale affektion, som formentlig afspejler den unilaterale eksponering, og dels fordi der var tale om en ung kvindelig svejser.

Der synes at være stor sandsynlig for en kausal sammenhæng mellem den kumulerede UV-eksponering samt de termiske påvirkninger pådraget under svejsearbejdet og den senere opståen af multiple PCC. Sygehistorien understreger således behovet for yderligere forskning på området. Arbejdsrelateret UV-induceret hudkræft skønnes at være underrapporteret i Danmark [5]. Dette skyldes formentlig, at sygdommen ofte først manifesterer sig mange år efter endt eksponering. Der vil derfor være behov for lang tids followup for at påvise, at hudkræft kan skyldes arbejdsrelateret UV-stråling.

Korrespondance: Rasmus Nygård Kristensen, Plastikkirurgisk Afdeling Z, Odense Universitetshospital, Sdr. Boulevard 29, 5000 Odense C. E-mail: Rasmusnkristensen@gmail.com

Antaget: 10. marts 2015

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 22. juni 2015

Interessekonflikter: ingen.

Taksigelse: Søren Østergaard Dinesen, Aarhus Universitet, takkes for gennemlæsning af manuskriptet.

Summary

Field cancerization in the face of a 44-year-old female welder

Welding generates ultraviolet radiation and has been suggested to cause skin cancer. However, it remains questionable whether welding is in fact causally associated with the development of skin cancer. We report on a 44-year-old female with ten years occupational experience as a welder, who developed multiple squamous cell carcinomas located exclusively on the right side of her face. During welding she had experienced numerous facial burns limited to the right side. This marked anatomical relationship between exposure and illness supports a causal association between welding and skin cancer.

Referencer

LITTERATUR

  1. Diepgen TL, Fartasch M, Drexler H et al. Occupational skin cancer induced by
    ultraviolet radiation and its prevention. Br J Dermatol 2012;167(suppl 2):76-84.

  2. Dixon AJ, Dixon BF. Ultraviolet radiation from welding and possible risk of skin and ocular malignancy. Med J Aust 2004;181:155-7.

  3. Steffensen SM, Sørensen JA. Malign Marjolins ulceration i arvæv og kroniske sår. Ugeskr Læger 2014;176:V04140219.

  4. Emmett EA, Buncher CR, Suskind RB et al. Skin and eye diseases among arc welders those exposed to welding operations. J Occup Med 1981;23:85-90.

  5. Carøe TK, Ebbehøj NE, Wulf HC, Agner T. Occupational skin cancer may be underreported. Dan Med J 2013;60(5):A4624.