Skip to main content

Forekomsten af kardiovaskulær sygdom afhænger af køn og geografi

Kardiovaskulær sygdom udgør fortsat en væsentlig folkesundhedsmæssig og samfundsøkonomisk byrde.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

27. jul. 2015
2 min.

Kardiovaskulær sygdom (CVD) udgør fortsat en væsentlig folkesundhedsmæssig og samfundsøkonomisk byrde. Med udgangspunkt i de nyeste officielle tal fra Storbritannien var formålet med denne oversigtsartikel at evaluere prævalens, mortalitet, behandlingstiltag og økonomiske udgifter i relation til CVD.

Blandt de primære fund var, at CVD var den hyppigste dødsårsag i Storbritannien i 2012. Knap halvdelen (46%) af alle CVD-relaterede dødsfald skyldtes iskæmisk hjertesygdom; 26% var relateret til apopleksi. Der sås store regionale forskelle mht. både CVD-prævalens og -mortalitet, men også køn spillede en rolle. Således var CVD den hyppigste dødsårsag for kvinder, hvorimod det var cancer for mænd. For de to køn forårsagede CVD hhv. 28% og 32% af alle dødsfald. Der var ca. tre gange så mange mænd som kvinder, som fik akut myokardieinfarkt. For mænd var ca. 10% af indlæggelserne i offentlig regi relateret til CVD; for kvinder var andelen ca. 6%. I forhold til behandlingstiltag kunne man for de sidste to årtier konstatere, at anvendelsen af både medicinsk forebyggelse og invasive procedurer var steget markant. I England alene brugte man i 2012/2013 knap 7 mia. pund på forebyggelse og behandling af CVD.

Professor, overlæge Eva Prescott, Kardiologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital, kommenterer: ”Mens kardiovaskulære sygdomme fortsat globalt er den største dræber, har vi i de vestlige lande set et markant fald, således at CVD ikke længere er den hyppigste dødsårsag. Omkring halvdelen af faldet tilskrives forbedring i befolkningens livsstil og halvdelen forbedret behandling, herunder også primær og sekundær forebyggelse. Faldet har været særligt udtalt i Danmark, hvor dødeligheden pga. CVD nu er blandt de laveste og på niveau med middelhavslandene. Der resterer desværre væsentlige regionale forskelle i mortalitet. Pga. befolkningens alderssammensætning og fortsat øgede behandlingsmuligheder skal vi ikke forvente, at udgifterne til CVD vil falde. Derfor bør forebyggelse, især den strukturelle, også prioriteres”.

Interessekonflikter: ingen

Bhatnagar P, Wickramasinghe K, Williams J et al. The epidemiology of cardiovascular disease in the UK 2014. Heart 2015;101:1182-9.