Skip to main content

Fremtidens ældre bliver en af de store udfordringer

Ledende overlæge Kirsten Damgaard Pedersen, overlæge Karen Andersen-Ranberg, professor Peter Schwarz, overlæge Susanne van der Mark & ledende overlæge Finn Rønholt Hansen

14. mar. 2008
3 min.


Geriatric Medicine in a time of generational shift er titlen på den femte europæiske geriatrikongres - 5th Congress of the European Union Geriatric Medicine Society - som afholdes i København i Bella Center den 3.-6. september 2008 (Figur 1 ).

Da kongressen for første gang afholdes i et nordisk land, har den danske kongreskomite lagt vægt på at få en bred repræsentation af de bedste danske og nordiske forskere samtidig med en dækkende europæisk repræsentation. Der er også inviteret enkelte af de fremmeste oversøiske forskere inden for udvalgte emner.

De udfordringer, der sammenlignet med i dag venter, når vi skal være forberedt til at behandle fremtidens ældre patienter, er først og fremmest, at flere ældre vil stille større krav om at få tilbudt den bedste behandling, og flere vil være opdateret med den nyeste internetbaserede viden om sygdomme og mulighederne for behandling. Færre af fremtidens ældre vil være præget af den autoritetstro over for sundhedsvæsenet og dets behandlere, som er karakteristisk for nutidens ældre. Vi vil møde flere ældre, der er præget af livsstilssygdomme og funktionstab i relation hertil. Et væsentligt spørgsmål er også, om det kan lykkes at forbedre funktionsevnen generelt, således at der bliver færre år med funktionstab trods længere levealder med øget risiko for flere sygdomme? [1]. Vi håber med sammensætningen af programmet at ruste deltagerne til at møde disse udfordringer.

Nyeste viden inden for osteoporose og osteoporosebehandling vil blive fremlagt af forskere fra Danmark, Schweiz, Belgien og Frankrig [2]. Der bliver en opdatering i geriatrisk onkologi og i behandlingen af demenssygdomme, delirium og bevægeforstyrrelser. De nyeste landvindinger i diagnostikken på neuroområdet bl.a. inden for magnetic resonance imaging vil blive præsenteret [3]. Andre væsentlige landvindinger inden for hyppigt forekommende lidelser i ældrebefolkningen er behandlingen af sansetab herunder aldersrelateret maculadegeneration, hvilket også vil blive fremlagt på kongressen. De nævnte eksempler på sessioner viser bredden i de nye udrednings- og behandlingstiltag, som vil blive belyst på kongressen.

De multifacetterede problemstillinger, der er typiske for de geriatriske patienter foruden multimorbiditeten, indebærer, at diagnostik og behandling inkl. rehabilitering nødvendigvis må håndteres både tværspecialiseret og tværfagligt, hvorfor kongressen da også - som noget nyt - en af dagene har en række af sessioner specielt med fokus på behandling og forebyggelse i et tværfagligt perspektiv.

Endelig vil kongressen afslutte med et kig ind i den behandlingsmæssige fremtid. Hvad vil stamcelleforskningen og nanoteknologien komme til at betyde for geriatrien?

Hele programmet kan ses på [4], og som det fremgår af ovenstående henvender kongressen sig ikke kun til geriatere, men til speciallæger inden for mange tilgrænsende specialer inkl. almen medicin.



Korrespondance: Kirsten Damgaard Pedersen, Geriatrisk/Reumatologisk Afdeling B, Glostrup Hospital, DK-2600 Glostrup. E-mail: kida@glo.regionh.dk

Interessekonflikter: Ingen



Referencer

  1. Jeune B, Brønnum-Hansen H. Trends in health expectancy at age 65 for various health indicators 1987-2005, Denmark. Eur J Ageing 2008 (i trykken).
  2. Osteoporose. Klaringsrapport 2007. Dansk Knoglemedicinsk Selskab, 2007. www.dkms.dk /jan 2008.
  3. Ellen Garde, Erik Lykke Mortensen, Katja Krabbe et al. Relation between age-related decline in intelligence and cerebral white-matter hyperintensities in healthy octogenarians: a longitudinal study. Lancet 2000;356:628-34.
  4. www.eugms2008.org /jan 2008.