Hiv hos ældre kvinder efter udlandsrejser

Eksotiske udlandsrejser er ikke længere forbeholdt unge rygsækrejsende, men foretages nu også af mange ældre. Ubeskyttet sex under rejse til lande med høj hiv-prævalens øger risikoen for, at den rejsende vender hjem med et uønsket ferieminde for livet. Danskere af anden etnisk herkomst, som tager på familiebesøg i hjemlandet, udgør her en særlig udsat gruppe. Desværre lader vi som læger ofte vores formodninger om folks sexliv eller mangel på samme være medbestemmende for beslutningen om at teste for hiv.

Sygehistorier

I. En etnisk dansk kvinde i 80’erne blev indlagt på mistanke om malaria to uger efter hjemkomsten fra en uges ferieophold i Vestafrika. Ved indlæggelsen var hun febril og klagede over træthed, kvalme, tør hoste og løs afføring. Resultaterne af de biokemiske undersøgelser var upåfaldende fraset trombocytopeni. Malaria afkræftedes, og patienten blev udskrevet med pivmecillinam mod formodet urinvejsinfektion. Hun blev genindlagt pga. persisterende feber, opkastning og diarré. Hun havde vedvarende trombocytopeni og nu også lymfopeni. Der blev foretaget urindyrkning og konstateret, at der var vækst af Escherichia coli. Efter fire dage blev hun udskrevet i bedring. På niendedagen blev hun atter indlagt pga. ekstrem træthed, kvalme, madlede, feber og et kløende hududslæt. Hun blev behandlet med moxifloxacin for formodet pneumoni. Der blev under indlæggelsen taget en hiv-test, hvor der sås positiv hiv-antigen, men negativ hiv-antistof. Initialt var hiv-RNA højt, 1,5 mio. kopier/ml. Prøverne var forenelige med en akut hiv-infektion. Patienten blev chokeret over diagnosen, men fortalte, at hun under sit ophold i Vestafrika havde haft ubeskyttet sex med en lokal mand, som hun havde kendt gennem mange år. Hun påbegyndte hiv-behandling, og der blev foretaget smitteopsporing. Ved seneste kontrol var hun i velbefindende, CD4-tallet var normaliseret, og hendes hiv-viræmi var nu fuldt supprimeret.

II. En kvinde, som var i 70’erne, af vestafrikansk herkomst og havde været bosiddende i Danmark gennem 40 år, blev indlagt pga. længerevarende feber, nedsat appetit, vægttab og træthed fem måneder efter hjemkomsten fra en rejse til Vestafrika. Hun blev behandlet for formodet urinvejsinfektion. Ved indlæggelsen havde hun lymfopeni og en sænkningsreaktion på 99. På mistanke om polymyalgi blev der påbegyndt prednisolonbehandling, og hun blev udskrevet til cancerudredningsforløb, under hvilket der blev foretaget hiv-test. Hiv-testen var positiv, og hun blev henvist til en infektionsmedicinsk afdeling og påbegyndte hiv-behandling. Et CD4-tal på blot 30 tydede på, at hun havde været smittet i mange år. I 2008 havde hun været indlagt på mistanke om malaria og var tre år senere blevet udredt for hypersedimentatio. Hun havde desuden op til den aktuelle indlæggelse fået konstateret oral candidiasis, men aldrig tidligere fået foretaget en hiv-test.

DISKUSSION

En sen hiv-diagnose medfører øget morbiditet og mortalitet, forringet effekt af behandling og øget risiko for hiv-transmission [1, 2]. Det anbefales, at personer med risikoadfærd, gravide og personer fra lande med høj hiv-prævalens (Figur 1) testes for hiv, men også at patienter med hiv-indikatorsygdomme bliver det [3-5]. Hiv-indikatorsygdomme er en række sygdomme, hvor hiv-forekomsten hos patienterne har vist sig at være tilstrækkelig høj til, at det kan betale sig at få foretaget en hiv-test (Tabel 1) [4].

Sygdomme hos hjemvendte rejsende vil ofte kunne klassificeres som hiv-indikatorsygdomme, og en anamnese med udlandsrejse bør derfor ofte udløse en hiv-test trods manglende oplysninger om seksuel risikoadfærd.

Patienten i sygehistorie I havde symptomer, som var forenelige med akut hiv. Pga. hendes høje alder blev der ikke spurgt ind til seksuel risikoadfærd før ved den tredje kontakt. Ældre kvinder har en højere risiko for at pådrage sig hiv pga. nedsat østrogenproduktion og heraf følgende skrøbelige vaginalslimhinder.

Patienten i sygehistorie II havde på diagnosetidspunktet et lavt CD4-tal, hvilket tydede på, at hun havde været smittet i mange år. Diagnosen kunne således formentlig være blevet stillet allerede ved indlæggelsen for malaria i 2008, under udredningen for hypersedimentatio i 2011, eller da patienten fik konstateret oral candidiasis, hvis man havde været opmærksom på hiv-indikatorsygdomme.

Med kasuistikken ønsker vi at minde læger fra alle specialer om, at ældre også har et sexliv, der ikke altid er risikofrit, og at hiv-infektion er en mulig differentialdiagnose blandt disse, at der hører en hiv-test til i udredning af feber efter udlandsrejse, og at tilstedeværelsen af hiv-indikatorsygdomme bør udløse hiv-test til gavn for såvel patient som samfund.

Korrespondance: Sanne Jespersen.
E-mail: sanne.jespersen@clin.au.dk

Antaget: 17. marts 2016

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 2. maj 2016

Interessekonflikter: