Idrætsskader - mekanismer, forebyggelse og behandling

Behandling af overbelastningsskader i lyskeregionen med træningsøvelser er vist at have god effekt, men hvorvidt træning af styrke og stabilitet i bækkenrelaterede muskler kan mindske risikoen for lyskeskader hos fodboldspillere er uvist. Dette fandtes ikke at være tilfældet i et nyligt stort randomiseret studie [1], hvor det sås, at de væsentligste risikofaktorer for lyskeskader var tidligere lyskeskader samt træningsaktivitet på et højt niveau [1].

Et højt fysisk aktivitetsniveau i barnealderen er vist at mindske risikoen for lænderygbesvær hos teenagere. Det er fundet, at de mest inaktive børn sammenlignet med meget fysisk aktive børn har en tre gange større risiko for at udvikle rygsmerter tre år senere [2]. Denne sammenhæng gjaldt også, såfremt børn allerede havde haft moderate rygsmerter i udgangspunktet [2].

Flere behandlingsregimer været anvendt over for seneoverbelastningsskader, men der foreligger ikke meget dokumentation. Ved knæseneoverbelastning er almindelig hård styrketræning fundet at være ligeså godt som specialiseret excentrisk muskeltræning [3], og begge disse træningsregimer havde en mere varig effekt på senesymptomer og funktion end injektion med glukokortikoid havde [3]. Ikke kun træning, men også vækstfaktorer og inflammatoriske faktorer spiller en rolle for seneheling og behandling af overbelastningsskade. Således er insulin-like growth factor I (IGF 1) frisat lokalt i senevæv fundet at stimulere senevævets kollagen, mens det ikke havde nogen stimulerende effekt på muskelvækst [4]. Det betyder således, at væksthormon/IGF-I potentielt kan finde anvendelse i den farmakologiske behandling af seneoverbelastning. Herudover er det for nylig påvist, at tumornekrosefaktor-alfa-blokade mindskede senesymptomer og blodgennemstrømning hos patienter med tendinopati, hvorimod interleukin-I-receptor-blokade ikke havde nogen effekt [5].

Ved heling af muskelvæv efter en immobilisering, er aldrende muskel fundet at regenerere dårligere end ung muskulatur, primært pga. en reduceret muskelstamcelleaktivitet. Disse aldrende satellitceller hæmmes i deres funktion af omgivende humorale faktorer, og det er interessant, at hvis aldrende satellitceller omgives med »unge« faktorer (serum fra yngre), så opfører de sig biokemisk set som yngre celler. Dette understreger, at design af det lokale vævsmiljø måske er af større betydning for muskelsatellitcellens funktion end stamcellen i sig selv.

Korrespondance: Tommy Frisgaard Øhlenschlæger , Idrætsmedicinsk Forskningsenhed, Bispebjerg Hospital, DK-2400 København NV. E-mail: tpv@dadlnet.dk

Interessekonflikter: Ingen