Skip to main content

Klinisk Farmakologi 2010

Jens P. Kampmann Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi

4. mar. 2011
3 min.


Årets absolutte hovedbegivenhed var verdenskongressen i basal og klinisk farmakologi, der blev afholdt i juli i Bella Center med Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi (DSKF) som en af arrangørerne. For første gang blev der afholdt en samlet verdenskongres for både basal og klinisk farmakologi, og resultatet var absolut tilfredsstillende med over 3.000 deltagere. Emnekredsen spændte fra den eksperimentelle til den samfundsmæssige betydning af farmakologien. Nyt var forslag om at følge deltagerne i fase III-undersøgelser efter registrering for at få bedre styr på eventuelle bivirkninger, så det seneste årtis dårlige sager forhåbentlig kan undgås i fremtiden [1, 2].

En anden hovedbegivenhed i det farmakologiske Danmark var etableringen af Rådet for Anvendelsen af Dyr Sygehusmedicin (RADS), der blev nedsat på initiativ af Regionsforeningen. DSKF deltager i rådet med både et medlem i styregruppen og med speciallæger i alle undergrupper. Denne deltagelse er overordentlig nødvendig, idet mange specialer ofte mangler den afbalancerede tilgang til et lægemiddelsortiment, som er en af den kliniske farmakologis vigtigste kompetencer.

DSKF har afholdt videnskabelige møder om måling af lægemidlers effekter og senere om lægers frie ordinationsret, der måske ikke juridisk er under angreb, men bestemt er truet fra mange andre sider. Skal man fortsat acceptere, at læger uden gode argumenter udskriver alt for dyr medicin i en tid, hvor sundhedsvæsenet er økonomisk trængt? Hvor meget magt skal lægemiddelkomiteerne have? Fra DSKF er der en klar udmelding om, at disse »begrænsninger« er nødvendige, så længe de foregår ad frivillighedens vej; en frivillighed, som ikke må anvendes som sovepude for uhensigtsmæssige ordinationer, i så fald må regionerne træde i karakter.

Specialet udøves på tre afdelinger i henholdsvis i København, Århus og Odense. Klinisk Farmakologisk Afdeling, Odense Universitetshospital, har været primus motor i oprettelsen af en ny farmaceutuddannelse på Syddansk Universitet. Afdelingen er endvidere aktiv i den nyoprettede Hospitals Enhed til Kvalitetssikring af LægemiddelAnvendelse (HEKLA), hvor kliniske farmaceuter og kliniske farmakologer samarbejder om at fremme den rationelle farmakoterapi på Odense Universitetshospital. I Århus er der løbende blevet arbejdet med at optimere brugen af lægemidler, bl.a. er oxycodon helt udgået af hospitalernes sortimenter. Der er forsvaret en ph.d.-afhandling om medicineringsfejl og indledt et samarbejde med Retskemisk Institut, Aarhus Universitet.

I København blev Zelo-enheden indviet i oktober; det er en enhed for alle faser i lægemiddeludviklingen, også forsøg uden firmaers medvirken. Zelo illustrerer fornuftigt samarbejdet mellem den akademiske og industrielle medicin. Med hensyn til fremme af rationel farmakoterapi blev der på Bispebjerg Hospital gennemført et samarbejde med Mikrobiologisk Afdeling og Zelo om extended spectrum beta-lactamase -producerende bakterier, hvor man ved at ændre brugen af cefuroxim til piperacillin/tazo-bactam fik disse infektioner til signifikant at aftage. Flere ph.d.-studerende er ved årsmødet for The American College of Clinical Pharmacology blevet præmieret for deres forskning.

Samtidig indledtes et projekt, »Optimed«, der var rettet mod medicinske afdelinger, hvor man forsøger at rationalisere afdelingens medicinforbrug. En aktuel måleparameter er reduktionen i dagsdoser af oxycodon (Figur 1 ). Forbruget på Rigshospitalet er blevet mere end halveret, men det er fortsat noget større end på andre sygehuse. Denne forbrugsvariation er uforklaret og genstand for en vis undren.



Korrespondance: Jens P. Kampmann , Farmakologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital, 2400 København NV. E-mail: jkam0005@bbh.regionh.dk

Interessekonflikter: ingen



Referencer

  1. Orme M, Sjöqvist F, Birkett D et al. Clinical pharmacology in research, teaching and health care. Basic Clin Pharmacol 2010;107:531-57.
  2. Aronson JK. A manifesto for clinicial pharmacology from principle to practice. Br J Clin Pharmacol 2010;70:3-13.