Skip to main content

Klinisk neurofysiologi

Anmelder: Charlotte Dornonville de la Cour
E-mail: clacour@dadlnet.dk
Interessekonflikter: ingen.

2. aug. 2017
2 min.

Der er ikke tidligere udkommet en bog om klinisk neurofysiologi på dansk, og det må glæde interesserede, at man lidt lettere tilgængeligt hermed kan få et indtryk af feltet. Målgruppen udnævnes relevant til primært yngre læger under ophold på en neurofysiologisk afdeling som led i hoveduddannelse til neurologi. Andre interesserede kan også få glæde af bogen, herunder andre faggrupper på neurofysiologiske afdelinger.

Der gives en gennemgang af metoderne på ret varieret niveau; fra det basale til det mere komplekse. Det samlede læseindtryk præges af, at teksterne fra de forskellige forfattere ikke er redigerede. Sproget varierer fra det klare til det gnidrede/indforståede. Sammenhæng i teksterne og flere krydshenvisninger savnes. Der findes heldigvis et fint stikordsregister.

Beskrivelserne af dels EEG og særligt EMG er glimrende. De andre kapitler indeholder også fine beskrivelser af metoderne. Det er generelt godt, når de mange informationer systematiseres i skemaer og tabeller. Mange kapitler indledes med en case, hvilket giver bogen liv. Afsnittene om udviklingsområder inden for hver teknik krydrer også. Et enkelt område omtales sort set ikke (IOM), hvilket er en mangel. Fint, man får adgang til en elektroniske udgave, men min e-nøgle kunne ikke skrabes frem – måske har Munksgaard sjusket lidt her.

For neurologer under uddannelse kan denne bog ikke stå alene, idet den kun i begrænset omfang diskuterer dels indikationerne, dels fortolkningerne af de forskellige undersøgelser. Således synes bogens erklærede ambition – at give en »samlet fremstilling af faget« – ikke helt at være opfyldt. Jeg finder det ærgerligt, at redaktørerne bruger spalteplads til at udsige, at de synes, det går dårligt for uddannelsen i faget klinisk neurofysiologi, fordi undervisningen nu sættes i relation til undervisning i kliniske problemstillinger. Det havde været mere klædeligt at bruge ord på at påpege og understrege fagets relevans i den kliniske sammenhæng – hvorfor kan alle disse undersøgelser ikke undværes?

Jeg kan alt i alt anbefale bogen til alle interesserede.

Forfatter: Eskild Colding-Jørgensen, Troels Wesenberg Kjær, red.

Forlag: Munksgaard

Sider: 240

Pris: 325 kr.