Skip to main content

Konservativ vs. kirurgisk behandling af proksimal humerusfraktur

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

5. maj 2015
2 min.

Det bliver mere og mere almindeligt at operere displacerede frakturer af den proksimale humerus, men man ved faktisk ikke, om de bedste kliniske resultater opnås med kirurgi eller konservativ behandling. Formålet med dette randomiserede studie, som involverede 32 ortopædkirurgiske afdelinger i Storbritannien, var at bidrage til afklaring på området.

I studiet indgik 250 personer i alderen 24-92 år (gennemsnitsalder 66 år), som i perioden 2008-2011 havde pådraget sig en proksimal humerus-fraktur, der involverede collum chirurgicum. Patienterne blev randomiseret til enten kirurgi (fiksation eller udskiftning af caput humerii) eller konservativ behandling (slynge); begge grupper fik tilbud om genoptræning.

Man opgjorde selvrapporteret smerte og funktionsindskrænkning vha. Oxford Shoulder Score og fandt ingen signifikante forskelle mellem de to grupper efter hverken et halvt, et helt eller to år. Der var heller ingen signifikante forskelle mht. egen helbredsopfattelse, komplikationsrater eller mortalitet. I ti tilfælde opstod der medicinske komplikationer i forbindelse med selve det kirurgiske indgreb. På baggrund af disse resultater konkluderer forfatterne, at der ikke er noget fagligt belæg for den stigende anvendelse af kirurgi ved proksimal humerus-frakturer.

Overlæge Bo Sanderhoff Olsen og afdelingslæge Stig Brorson, Ortopædkirurgisk Afdeling, Herlev Hospital, kommenterer: »Konklusionen er ikke overraskende. Vi har publiceret flere systematiske oversigtsartikler, hvor man, ligesom i flere randomiserede prospektive undersøgelser, har draget lignende konklusioner. Ydermere har data fra Dansk Skulderalloplastik Register vist utilfredsstillende resultater efter skulderprotese ved frisk proksimal humerus-fraktur. I en dansk disputats om emnet (Brorson 2013) er det ligeledes konkluderet, at der ikke foreligger data, der støtter systematisk kirurgisk intervention. Derfor er tilgangen til disse frakturer på Herlev Hospital også overvejende konservativ«.

Interessekonflikter: ingen

Rangan A, Handoll H, Brealey S et al. Surgical vs nonsurgical treatment of adults with displaced fractures of the proximal humerus: The PROFHER randomized clinical trial. JAMA 2015;313:1037-47.