Medicinske nyheder

Symptomer på testosteronmangel hos aldrende mænd > N ENGL J MED

Den kliniske relevans af aldersrelateret testosteronmangel og mandlig hypogonadisme er kontroversiel. I et nyligt publiceret studie fandt man dog evidensbaserede kriterier for en association mellem symptomer og et lavt testosteronniveau.

I studiet analyseres data år fra spørgeskemaer vedr. generelt, seksuelt, fysisk og psykologisk helbred fra 3.369 tilfældigt udvalgte mænd i alderen 40-79. Totaltestosteronniveauet blev målt i morgenblodprøver og frit testosteron blev beregnet.

Ud fra 32 kandidatsymptomer på testosteronmangel blev der fundet en signifikant sammenhæng mellem testosteronniveau og nedsat morgenerektion, lavt seksuelt behov, erektil dysfunktion, manglende kræfter til fysisk aktivitet, depression og træthed. Der var en forøget sandsynlighed for de tre seksuelt relaterede symptomer og nedsat fysisk formåen med lavt totaltestosteronniveau (8-13 nmol/l) og lavt frit testosteron (160-280 pmol/l).

Frederick Wu og medforfattere fra Manchester Royal Infirmary, England, fandt, at sent debuterende hypogonadisme kan defineres som tilstedeværelse af mindst tre seksuelt relaterede symptomer, der er associeret med et totaltestosteron under 11 nmol/l og et frit testosteron under 220 pmol/l. Der sås dog et betydeligt overlap mellem sent debuterende hypogonadisme og uspecifikke symptomer på aldring.

Anders Juul, Afdeling for Vækst og Reproduktion, Rigshospitalet, kommenterer: »Undersøgelsen er overordentlig veludført og bidrager med væsentlig viden, der umiddelbart kan overføres på danske forhold. Det væsentligste fund er nok, at man ikke kan regne testosteronmangel som årsag til de uspecifikke kliniske tegn på hypogonadisme, der ses hos nogle ældre mænd, når totaltestosteronniveauet er over 11 nmol/l, og at man derfor uændret skal være varsom med at behandle med testosteron hos ældre mænd. Et helt nyt studium af testosteronbehandlings effekt på ældre mænds symptomer - ligeledes fra NEJM - blev således standset før tid pga. ophobning af hjerte-kar-sygdomme i behandlingsgruppen (Basaria et al, N Engl J Med 2010;363:109-22)«.

Wu FCW, Tajar A, Beynon JM et al. Identification of late-onset hypogonadism in middle-aged and elderly men. N Engl J Med 2010:363:123-35.

Forbrændingsskader på cornea kan behandles med stamceller
> N ENGL J MED

Ved forbrænding af øjet kan de overfladiske lag blive ødelagt, og cornea bliver uklar og vaskulariseret. Den normale opheling kræver tilstedeværelse af stamceller, som normalt findes i limbusområdet, der er beliggende mellem cornea og conjunctiva. Hvis dette område er involveret i forbrændingen, kan corneas overflade ikke reepitelialisere.

»Hovedparten af vores patienter med forbrænding af øjet kan ved autolog stamcelletransplantation få regenereret limbusområdet, så cornea atter bliver transparent«, skriver Paolo Rama og medforfattere fra San Raffaele Scientific Institute, Milano, Italien.

I studiet, der er publiceret i New England Journal of Medicine, blev 112 patienter med hovedsageligt forbrændingsrelateret corneaskade behandlet. De autologe stamceller blev hentet fra en biopsi på 1-2 mm2 fra patientens kontralaterale øje og dyrket på fibrin.

Permanent genoprettelse af transparent, prolifererende corneaepitel blev opnået i 76,6% af tilfældene. Disse patienter fik færre symptomer i form af brændende fornemmelser, smerter og fotofobi. Normalt syn blev opnået hos en mindre del, hvor efterfølgende kirurgiske indgreb var nødvendige for at forbedre synsstyrken. Transplanterede øjne forblev stabile over tid med gennemsnitligt 2,91 1,99 års opfølgning.

Toke Bek, Øjenafdelingen, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, kommenterer: »Resultaterne lover godt for denne behandling ved ensidige skader på øjets overflade, f.eks. efter forbrænding eller ætsning. Behandlingen kan ikke tilbydes i øjeblikket i Danmark, men i tilslutning til Den Danske Hornhindebank arbejdes der med at etablere de faciliteter, som er nødvendige for at kunne udtage og præparere corneale limbale stamceller til transplantation«.

Rama P, Matuska S, Paganoni G et al. Limbal stem-cell therapy and long-term corneal regeneration. N Engl J Med 2010;363:147-55.

Angiotensin-receptor-blokkere øger risiko for cancer
> LANCET ONCOL

Angiotensin-receptor-blokkere anvendes bredt til bl.a. hjerte-kar-sygdom og diabetesnefropati, men reninangiotensin-systemet indgår også i reguleringen af celleproliferation og tumorprogression.

»I denne metaanalyse fandt vi en konsistent moderat forøget risiko for nydiagnosticeret cancer ved angiotensin-receptor-blokkere«, skriver Ilke Sipahi og medforfattere fra University Hospitals Case Medical Center, Cleveland, USA, og fortsætter: »Vi finder en 1-2% absolut risiko for cancer over gennemsnitligt fire år, hvilket skal ses i forhold til en estimeret 41% livstidscancerrisiko«.

I studiet fra Lancet Oncology blev randomiserede, kontrollerede studier med ét af de aktuelt syv tilgængelige angiotensin-receptor-blokker-præparater analyseret. Data vedr. nydiagnosticeret cancer var tilgængelige for 61.590 patienter fra fem studier og data vedr. cancerrelateret mortalitet var tilgængelige for 93.515 patienter fra otte studier.

Patienter, der var randomiseret til angiotensin-receptor-blokkere, havde en signifikant større risiko for nydiagnosticeret cancer end kontroldeltagere (7,2% vs. 6,0%; risk ratio (RR): 1,08; primært lunge- og prostatacancer). Det angiotensin-receptor-blokker-præparat, der blev undersøgt hyppigst, var telmisartan. Der sås ikke en signifikant forskel i cancerrelateret mortalitet (1,8% vs. 1,6%; RR: 1,07; p = 0,183).

Hans Ibsen, Kardiologisk Afdeling, Holbæk Sygehus, kommenterer: »Artiklen har de styrker og svagheder, metaanalyser altid har! Der er flere store undersøgelser, der ikke er inddraget i analysen, eksempelvis VALUE-undersøgelsen, der omfatter godt 15.000 patienter med hypertension. I undersøgelsen påvises en beskeden øget risiko for cancersygdomme, og numbers needed to harm er med et meget bredt sikkerhedsinterval beregnet til ét cancertilfælde pr. behandling af 143 patienter over fire år. Det berettiger ikke til seponering af behandling. Men så længe mistanken eksisterer - indtil yderligere analyser er foretaget - taler det for i så høj grad som muligt at anvende angiotensinkonverterende enzym-hæmmere, som ikke er under mistanke«.

Sipahi I, Debanne SM, Rowland DY et al. Angiotensin-receptor blockade and risk of cancer: meta-analysis of randomised controlled trials. Lancet Oncol 2010;11:627-36.

Fysisk træning giver bedre funktion af skulder efter brystkræft
> COCHRANE DATABASE SYST REV

Overekstremitetsdysfunktion er en hyppigt rapporteret uønsket følge ved behandling af brystkræft. Der kan være nedsat bevægelighed af skulderen, smerter og lymfødem.

Fysisk træning giver en signifikant og klinisk meningsfuld forøgelse i skulderbevægeligheden for kvinder med cancer mammae. Margaret L. McNeely og medforfattere fra University of Alberta, Canada, har i et Cochrane-review undersøgt fysisk træning til forebyggelse af overekstremitetsdysfunktion. Der ses gevinst ved tidlig opstart af fysisk træning postoperativt, men der skal ske en opve jning af en potentielt forøget risiko og længere varighed af drænage fra såret.

Der blev inkluderet 24 studier med i alt 2.132 deltagere, hvoraf ti var af tilfredsstillende metodologisk kvalitet. Der var stor forskel i interventioner og studiedesign. I ti studier blev tidlig vs. forsinket implementering af postoperativ fysisk træning undersøgt. Tidligt iværksat fysisk træning var mere effektiv til at genvinde overekstremitetsfunktion (vægtet middelforskel (WMD): 10,6 grader), men det resulterede også i øget sårdrænagevolumen (standardiseret middelforskel (SMD): 0,31) og varighed (WMD: 1,15 dage).

Struktureret fysisk træning sammenlignet med almindelig behandling blev undersøgt i 14 studier. Der sås i den postoperative fase en signifikant forøget skulderfleksion på kort sigt (WMD: 12,9 grader). Fysisk træning gav også en yderligere fordel for skulderfunktion efter onkologisk behandling (SMD: 0,77) og ved seks-måneders-opfølgning (SMD: 0,75). Der sås ikke på noget tidspunkt en forøget risiko for lymfødem ved træning.

Niels T. Kroman, Brystkirurgisk Klinik, Rigshospitalet, kommenterer: »Det er godt, at vi nu endegyldigt kan mane dogmet i jorden om, at armen skal skånes efter operation for brystkræft. Det er til gengæld kritisk, at de seneste sparerunder har betydet en betydelig nedskæring i tilbuddet om postoperativ fysioterapi til disse kvinder«.

McNeely ML, Campbell K, Ospina M et al. Exercise interventions for upper-limb dysfunction due to breast cancer treatment. Cochrane Database Syst Rev 2010;6:CD005211.