Skip to main content

Ingen evidens for hvordan patienter med livmoderhalskræft
skal følges efter behandling

>The Cochrane Library

Livmoderhalskræft er den næsthyppigste kræfttype hos kvinder under 65 år og er samtidig den hyppigste dødsårsag som følge af gynækologisk kræftsygdom. På trods af at kvinder, der er behandlet for livmoderhalskræft, typisk tilbydes fortsatte kontroller i op til fem år efter behandling for at identificere og behandle eventuelle recidiver tidligt, er effekten af de mange forskellige followupprogrammer ikke entydig. Opfølgende kontroller virker dog ofte beroligende og kan samtidig give patienterne mulighed for at diskutere og få behandlet eventuelle komplikationer eller symptomer.

I en Cochranegennemgang undersøgte engelske forskere evidensen af forskellige followupprogrammer efter endt primær behandling af livmoderhalskræft. De forsøgte at sammenligne randomiserede kontrollerede followupstudier og gennemgik i alt 1.377. Forfatterne fandt ingen studier, der havde sammenlignet followupprogrammer efter behandling af livmoderhalskræft. De konkluderede derfor, at der ikke er evidens for at særlige followupprogrammer øger livskvaliteten eller overlevelsen og efterspørger sådanne studier.

Overlæge Connie Palle, Gynækologisk Afdeling, Herlev Hospital kommenterer: »Også i Danmark har værdien af kontrol efter behandling for gynækologisk kræftsygdom været diskuteret i de faglige selskaber. Sundhedsstyrelsen nedsatte som følge heraf i foråret 2013 en række arbejdsgrupper til revidering af opfølgningsprogram for patienter med kræftsygdom, herunder livmoderhalskræft. Indtil der foreligger en afklaring følges danske kvinder behandlet for livmoder-
halskræft fortsat i fem år i henhold til gældende retningslinjer«.

Lanceley A, Fiander A, McCormack M et al. Follow-up protocols for women with cervical cancer after primary treatment. Cochrane Database Syst Rev 2013;11:CD008767.

http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1002/14651858.CD008767.pub2/other…

pH i drikkevand påvirker sammensætning af tarmens mikrobiom og incidensen af type 1-diabetes

> Diabetes

Amerikanske forskere har netop påvist, at pH i drikkevandet ændrer sammensætningen af tarmens bakterier i mus, dvs. forårsager en dysbiose af tarmmikrobiota og samtidig påvirker musens risiko for udvikling af type 1-diabetes.

Hos non-obese diabetic (NOD)-mus udvikles der spontant type 1-diabetes, og musemodellen anvendes hyppigt ved immunologiske undersøgelser af denne sygdom. Type 1-diabetesincidensen i disse mus afhænger af bl.a. renlighed i buret samt tarmens mikrobiota.

De amerikanske forskere havde opdaget, at udviklingen af type 1-diabetes i deres mus ikke svarede til det tidspunkt, der fremgik i sælgeren Jackson Laboratorys informationsmateriale. Det tilskrev forskerne i første omgang en forskel i renlighed, men indså, at musene i opdræt hos Jackson Laboratory fik drikkevand med en lavere pH, modsat deres egne mus som fik drikkevand med neutral pH.

Forskerne viste herefter i et studie, at NOD-mus, der fik drikkevand med en lav pH-værdi hurtigere udviklede betændelse i pankreas' langerhanske øer samt hyperglykæmi (forenelig med type 1-diabetes) end mus, der fik drikkevand med neutral pH-værdi. Endvidere observerede de en ændret sammensætning og diversitet af tarmens mikrobiota. Antallet af autoantigenspecifikke T-celler i tarmmucosa var også signifikant højere i de mus, der fik drikkevand med lav pH-værdi.

Forskningsdirektør, professor, Oluf Borbye Pedersen, Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter, Københavns Universitet, kommenterer: »Dette metodologiske arbejde vedrørende drikkevandets surhedsgrad er tankevækkende og særdeles relevant for tilrettelæggelse og fortolkning af fremtidige studier af tarm mikrobiotas betydning for udvikling af autoimmune sygdomme«.

Sofi MH, Gudi RR, Karumuthil-Melethil S et al. pH of drinking water influences the composition of gut microbiome and type 1 diabetes incidence. Diabetes 2013 Nov 5

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24194504

Hovedtraumer øger risikoen for psykiatrisk sygdom

>Am J Psychiatry

Det har igennem flere år været diskuteret, hvorvidt traumer mod hovedet øger risikoen for psykiatrisk sygdom. En stor metaanalyse har netop vist, at der synes at være en overhyppighed af skizofreni hos personer med tidligere hovedtraume, men konkluderede også at studierne var meget heterogene.

Nu har man i et studie ved hjælp af de danske registre sammenlignet incidensen af bl.a. skizofreni og depression hos personer med og uden registrerede hovedtraumer over en 34-årig periode.

I alt 113.906 personer med registreret hovedtraume blev inkluderet som cases. Kontrollerne udgjordes af patienter med frakturer, der ikke involverede hovedet eller rygsøjlen, samt den danske baggrundsbefolkning.

En overlevelsesanalyse justeret for de væsentligste konfoundere viste, at hovedtraume var signifikant associeret med skizofreni (incidensrateratio (IRR): 1,65, 95% konfidens-interval (KI): 1,55-1,75), depression (IRR: 1,59; 95% KI: 1,53-1,65), bipolar lidelse (IRR: 1,28; 95% KI: 1,10-1,48) og organisk psykisk sygdom (IRR: 4,39; 95% KI: 3,86-4,99).

Fundet synes ikke at kunne forklares ved hverken familiær disposition til psykiatrisk sygdom eller ved generel tendens til ulykke. De 11-15-årige synes at være særlige sårbare over for effekterne af hovedtraume.

Overlæge Torsten Bjørn Jacobsen, Psykiatrisk Center København,Rigshospitalet kommenterer: »’Kør med cykelhjelm og undgå skizofreni’. Det holder naturligvis ikke helt. Undersøgelsen kan i sagens natur ikke lokalisere årsager, men kun se på sammenhænge. Artiklens resultater er dog endnu en væsentligt bidrag i diskussionen af den forebyggende indsats mod hovedtraumer«.

Orlovska S, Pedersen MS, Benros ME et al. Head injury as risk Factor for psychiatric disorders: a nationwide register-based follow-up study of 113,906 persons with head injury. Am J Psychiatry 2013; doi:10.1176/appi.ajp.2013.13020190

http://ajp.psychiatryonline.org/article.aspx?articleID=1789153

Kompressionsstrømper forhindrer ikke udviklingen
af posttrombotisk syndrom

>Lancet

Posttrombotisk syndrom (PST) er en kronisk tilstand, som opstår hos op til halvdelen af de patienter, der har haft dyb venetrombose (DVT). PST kan bl.a. føre til hævelse, smerte, staseeksem og kroniske sår.

I et randomiseret placebokontrolleret multicenterstudie fra USA og Canada randomiserede man patienter med en førstegangs-DVT i de proksimale vener på underekstremiteten (DVT i vene poplitea eller de mere proksimale dybe vener) til kompressionsstrømper eller placebostrømper, som skulle anvendes dagligt i en toårig periode. Det primære endemål var PST efter seks måneder eller forekomst af Ginsbergs kriterier, som er smerte og hævelse i mere end en måned efter det første halve år.

I alt 410 patienter blev behandlet med kompressionsstrømper og 396 fik placebostrømper. Den kumulative incidens af PST var 14,2% i kompressionsstrømpegruppen og 12,7% i placebogruppen (hazard ratio: 1,13; 95% konfidens-interval: 0,73-1,76; p = 0,58). Forfatterne konkluderede, at der ikke er indikation for at anvende kompressionsstrømper for at forhindre PST hos patienter med førstegangs-DVT.

Ledende overlæge Steen Husted, Medicinsk Afdeling, Hospitalsenheden Vest, kommenterer: »PTS er en særdeles alvorlig DVT-komplikation, og for at reducere risikoen anbefales knælange kompressionsstrømper ved DVT[1]. De tidligere undersøgelser var mindre og uden placebokontrol, men dog med randomisering og blindet effektmåling. Komplians i observationsperioden var særdeles god > 90% med daglig anvendelse af strømper mod 55,6% (tre dage eller mere om ugen) i den aktuelle placebokontrollerede undersøgelse, den median observationsperiode var længere (54 og 76 måneder), og færre udgik af studierne (114/803 i det aktuelle studie).

PTS-vurdering med Villaltas score har i ubehandlet gruppe i de tidligere studier vist samme høje incidens af PTS, som begge grupper i det aktuelle, hvor kompressionstrømpen fandtes ineffektiv – dog med en uforklaret signifikant effekt hos kvinderi forhold til mænd.

Således findes det aktuelle studie trods placebokontrol ikke konklusiv og kompressionsstrømper bør fortsat anvendes ved DVT som anbefalet i internationale og nationale behandlingsvejledninger.

Litteratur

  1. Kallestrup L, Søgaard T, Schjødt I et al. Anvendelse af kompressionsstrømper. Ugeskr Læger 2013, October 21 (Epub ahead of print).

Kahn SR, Shapiro S, Wells PS et al for the SOX trial investigators.Compression stockings to prevent post-thrombotic syndrome: a randomised placebo-controlled trial. Lancet 2013 Dec 5. pii: S0140-6736(13)61902-9. doi: 10.1016/S0140-6736(13)61902-9.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24315521

Diarré hos patienter med irritabel tyktarm kan afhjælpes med lavdosis ondansetron

>Gut

Ondansetron blokkerer serotonins stimulation af n. vagus og nedsætter dermed tarmens motilitet og sekretion. Et lille studie har vist, at behandling med onsdansetron hos patienter med irritabel tyktarm muligvis kan reducere deres symptomer.

Britiske forskere har derfor undersøgt effekten af ondansetron hos 120 personer med irritabel tyktarm i et randomiseret, dobbelblindet, placebokontrolleret overkydsningsstudie. Når forsøgsdeltagerne var i den aktive gruppe kunne de tage 1 eller 2 tabletter a 4 mg ondansetron i alt tre gange dagligt i fem uger. Efter en wash-out-periode på 2-3 uger fik de herefter den modsatte behandling. Det primære endepunkt var afføringskonsistens målt ved hjælp af Bristolskalaen. De sekundære endepunkter var patientrelaterede oplevelser, f.eks. antal afføringer pr. dag, smerte, og urge.

Ondansetron forbedrede hurtigt og signifikant afføringskonsistensen i forhold til placebo (p < 0,001) især hos dem med lette symptomer. Patienterne i den aktive gruppe havde færre dage med urge (p < 0,001), færre afføringer (p = 0,002) og mindre fornemmelse af oppustethed (p = 0,002). Den gennemsnitlige behandlingsdosis var på 4 mg ondansetrone pr. dag hos patienter, som responderede. Forfatterne konkluderede, at ondansetron reducerer symptomerne ved irritabel tyktarm med diarré.

Lektor og speciallæge i almen medicin, Forskningsenheden for Almen Praksis, Syddansk Universitet, Dorte Jarbøl kommenterer: »Patienter med colon irritabile er en heterogen gruppe med forskellige dominerende symptomer. Dette studie er udført på patienter med diarré som det primære symptom og viste en signifikant effekt af ondansetron på afføringssymptomerne, men ikke på smerterne forbundet hermed. Studiet bekræfter, at der fortsat desværre ikke er ét middel, der er effektivt over for alle patienter med symptomer på colon irritabile«.

Garsed K, Chernova J, Hastings M et al. A randomised trial of ondansetron for the treatment of irritable bowel syndrome with diarrhoea. Gut 2013;0:1–9. doi:10.1136/gutjnl-2013-305989

http://gut.bmj.com/content/early/2013/12/12/gutjnl-2013-305989.full

Måske har mørktpigmenterede individer med lave D-vitaminkoncentrationer alligevel en god D-vitaminstatus

> N Engl J Med

Ca. 95% af den biotilgængelige D-vitamin kommer fra syntese i huden efter UVB-eksponering. Det har længe været en gåde, hvorfor sorte og mørkpigmenterede individer har lavere 25-hydroxyvitamin D-serumkoncentrationer end lyse personer, i og med at UVB eksponeringen falder med en stigende afstand til ækvator. Et nyere dansk studie viste, at i forbindelse med eksperimentel UVB-eksponering var D-vitaminsyntesen ikke afhængig af pigmenteringsgrad.

Et amerikansk studie har nu vist, at de biotilgængelige D-vitaminkoncentrationer er sammenlignelige i en undersøgelse med 2.085 sorte og hvide amerikanere i alderen 30-64 år. Koncentrationen af både 25-hydroxyvitamin D og D-vitaminbindende protein var signifikant lavere hos sorte end hvide (p < 0,001), men samtidig var der en langt større andel af homozygote for to hyppige polymorfier i genet for det D-vitaminbindende protein blandt sorte amerikanere. Netop de homozygote, og dermed de sorte, havde høj biotilgængelig koncentration af 25-hydroxyvitamin D. Forfatterne sætter derfor spørgsmålstegn ved, hvorvidt lav koncentration af total 25-hydroxyvitamin D reelt viser D-vitaminmangel.

Forskningsleder og overlæge Allan Linneberg, Glostrup Hospital kommenterer: »Studiet viser, at de gennemsnitligt meget lavere niveauer af serum 25-OH-vitamin D (traditionelt den brugte markør for D-vitaminstatus) hos afroamerikanere sammenlignet med hos hvide amerikanere stort set kan forklares med genetisk betingede forskellige niveauer af D-vitaminbindende protein. Afroamerikanerne i studiet havde på trods af meget lavere 25-OH-Vitamin D en øget knogletæthed i forhold til hvide. Studiet sår tvivl om brugen af 25-OH-Vitamin D som eneste parakliniske markør til screening for klinisk betydende D-vitaminmangel. I hvert fald hos afroamerikanere. Betydningen af disse fund for etniske danskere står endnu ikke klart, men de rejser flere spørgsmål. Bør vi screene for D-vitaminmangel alene med brug af serum 25-OH vitamin D?; Og ikke mindst, hvor lave niveauer skal udløse behandling med kosttilskud til personer uden kliniske eller andre parakliniske tegn på D-vitaminmangel«?

Powe CE, Evans MK, Wenger J, et al. Vitamin D-binding protein and vitamin D status of black Americans and white Americans. N Engl J Med 2013;369:1991-2000.