Medicinske nyheder

Overlevende efter coloncancer overlever længere, hvis de er fysisk aktive

> ARCH INTERN MED

Det har været påvist, at fysisk aktive mennesker har en lavere risiko for at få coloncancer end inaktive mennesker har, men i dette studie i Archives of Internal Medicine fokuserer man på, hvilken indvirkning motion har på overlevende efter kolorektalcancer.

Kolorektalcancerspecifik og overordnet mortalitet blev undersøgt i en kohorte af 668 mænd med tidligere stadium I-III kolorektalcancer. Den fysiske aktivitet blev målt med en metabolic equivalent task (MET)-score, ved hvilken forskellige typer fysisk aktivitet blev vægtet.

Blandt overlevere efter coloncancer motionerede 50,4% mindst 18 MET-timer om ugen. Forøget fysisk aktivitet var signifikant associeret med forbedret kolorektalcancerspecifik mortalitet (p = 0,002) og overordnet mortalitet (p<0,001). Mænd, der var fysisk aktive mere end 27 MET-timer om ugen havde en hazard ratio for kolorektalcancerspecifik mortalitet på 0,47 i forhold til mænd, der var fysisk aktive 3 MET-timer om ugen.

Jeffrey A. Meyerhardt og medforfattere fra Harvard Medical School, Boston, USA, fandt endvidere at: »Fordelen ved fysisk aktivitet finder vi uanset alder, sygdomsstadium, body mass index, tumorlokalisation og prædiagnose fysisk aktivitet«.

Per Jess, Kirurgisk Afdeling, Sygehus Nord, Roskilde Sygehus samt Københavns Universitet, Institut for Kirurgi og Intern Medicin, kommenterer: »Det er påvist, at livsstilsfaktorer som fedme, rygning, excessiv alkoholindtagelse og manglende fysisk aktivitet øger risikoen for kolorektalcancer, men det er dårligt belyst, om de samme livsstilsfaktorer påvirker prognosen. Dette synes jf. ovenstående at være tilfældet for fysisk aktivitet. Med baggrund i den danske kolorektalcancer-database er tilsvarende prognoserelaterede undersøgelser på vej for de andre nævnte livsstilsfaktorer«.

Meyerhardt JA, Giovannucci EL, Ogino S et al. Physical activity and male colorectal cancer survival. Arch Intern Med 2009;169:2101-8.

Statiner til behandling af polycystisk ovariesyndrom

> J CLIN ENDOCRINOL METAB

Simvastatin kan være en lovende behandling af mange aspekter ved polycystisk ovariesyndrom (PCOS), blandt andet hyperandrogenisme og diverse kardiovaskulære risikofaktorer, viser ny forskning publiceret i decembernummeret af Journal of Clinical Endocrinology and Metabolism.

»Vi finder, at simvastatin og metformin er lige gode til at reducere testosteron, klinisk hyperandrogenisme og body mass index (BMI)«, skriver forfatterne fra Poznan University of Medical Sciences, Polen, og fortsætter: »Simvastatin forbedrer desuden lipidprofilen og insulinsensitiviteten hos de undersøgte kvinder, mens kombination af simvastatin og metformin ikke er bedre end simvastatin alene mht. de målte variable«.

Data udgår fra et prospektivt studie med 136 kvinder, der havde PCOS og blev randomiseret til simvastatin eller metformin eller til begge dele. Forsøgsdeltagerne blev undersøgt ved forsøgsstart og efter tre måneder.

Totaltestosteron faldt signifikant i alle grupper, med hhv. 17,1% i gruppen, der fik simvastatin, 13,6% i gruppen, der fik metformin, og 15,1% i gruppen, der fik begge dele. Der sås desuden fald i BMI og C-reaktivt protein. Der sås ikke en signifikant ændring i luteiniserende hormon eller follikelstimulerende hormon for nogen af grupperne. Totalkolesterol og lavdensitetslipoprotein-kolesterol faldt i de to grupper, der fik simvastatin, men ikke i gruppen, der fik metformin alene.

Marianne Andersen, Endokrinologisk Afdeling, Odense Universitetshospital, kommenterer: »Der må indtil videre udvises tilbageholdenhed med statinbehandling hos patienter med PCOS og fremtidigt graviditetsønske, jf. statusartikel af Glintborg et al, denne uges udgave af Ugeskrift for Læger«.

Banaszewska B, Pawelczyk L, Spaczynski RZ et al. Comparison of simvastatin and metformin in treatment of polycystic ovary syndrome: prospective randomized trial. J Clin Endocrinol Metab 2009;94:4938-45.

Intet B16 genotype-specifikt respons ved astmabehandling

> LANCET

B16-genotype påvirker ikke behandlingsrespons, når astmatikere behandles med fast kombination af moderatdosis inhalerede kortikosteroider og langtidsvirkende 2-agonister (LABA). Patienter kan derfor behandles ens, uanset hvilken genotype de har, konkluderes det i et studie fra Lancet.

Førsteforfatter Michael E. Wechlser fra Harvard Medical School, Boston, forklarer baggrunden for studiet: »I denne meget anvendte behandlingskombination ved astma har resultaterne af tidligere studier tydet på, at en subgruppe af patienter var i risiko for at få svære eksacerbationer - afhængig af genotype i genet, der koder for den 2-adrenerge receptor«.

Studiet er randomiseret, dobbeltblindet og placebokontrollere og undersøger voksne patienter med moderat astma, der har enten B16 Arg/Arg- (n = 42) eller B16 Gly/Gly- (n = 45) genotypen. Deltagere fik enten placebo eller inhaleret salmeterol 50 mikrogram to gange dagligt i et overkrydsningsdesign med to 18-ugers-perioder. Alle deltagere fik desuden beklometason 240 mikrogram to gange dagligt.

Gennemsnitlig ekspiratorisk peak flow om morgenen steg signifikant hos deltagere, der fik salmeterol i både Arg/Arg- og Gly/Gly-gruppen i forhold hos dem, der fik placebo (hhv. 21,4 l/min og 21,5 l/min). Antallet af patienter, der fik astmaeksacerbationer var også på samme niveau, idet der var syv i Arg/Arg-gruppen (fem placebo, to salmeterol) og seks i Gly/Gly-gruppen (tre placebo, tre salmeterol).

Vibeke Backer, Lungemedicinsk Afdeling, Bispebjerg Hospital, kommenterer: »Resultaterne af tidligere retrospektive astmastudier har peget på en uhensigtsmæssig effekt af LABA for bestemte genotyper, men i dette prospektive studie finder man ikke dette. Patienter med både genotyperne Arg/Arg og Gly/Gly vil uden problemer kunne anvende kombinationsterapi med LABA«.

Wechsler ME, Kunselman SJ, Chinchilli VM et al. Effect of 2-adrenergic receptor polymorphism on response to longacting 2 agonist in asthma (LARGE trial): a genotype-stratified, randomised, placebo-controlled, crossover trial. Lancet 2009;374:1754-64.

Depressionsbehandling med paroxetin fører til ændret personlighed

> ARCH GEN PSYCHIATRY

Paroxetin synes at have en specifik farmakologisk effekt på personligheden. I decembernummeret af Archives of General Psychiatry tyder et studie således på, at SSRI-præparater har en effekt på personlighed, der er udover - og måske bidrager til - den antidepressive effekt.

Forfatterne fra Northwestern University, Evanston, USA, beskriver baggrunden for studiet: »En neurotisk personlighed og lav udadvendthed er risikofaktorer, der reflekterer en stor del af den genetiske sårbarhed for svær depression. Begge er koblet til serotoninsystemet«.

Data er uddraget fra et placebokontrolleret studie, hvor patienter med moderat til svær depression blev randomiseret til enten serotoningenoptagshæmmeren paroxetin (n = 120), til placebo (n = 60) eller til kognitiv terapi (n = 60). Effekt blev vurderet ved NEO Five-Factor Inventory og Hamilton Rating Scale for Depression.

Patienter, der fik paroxetin, rapporterede om si gnifikant større personlighedsændringer (både reduktion i neurotiske træk og udadvendthed) end ved placebo, også efter kontrol for bedring i depression. Patienter i placebobehandling opnåede en væsentligt forbedret depressionsscore (Hamilton -1,2 SD, p < 0,001), men ikke ændring i neurotiske træk eller udadvendthed. Kognitiv behandling gav større personlighedsændringer end placebobehandling.

Professor Poul Videbech, Center for Psykiatrisk Forskning, Århus Universitetshospital, Risskov, kommenterer: »'Personlighedsforandring' har et skær af Frankensteins monster over sig, men i virkeligheden er der ikke meget nyt i disse resultater. Vi har gennem adskillige år vidst, at SSRI dæmpede socialfobiske træk og angst og dermed muliggjorde større udadvendthed. Der er med andre ord en gråzone mellem 'personlighedstræk' og egentlige symptomer, hvor SSRI kan dæmpe disse fænomener, fordi serotoninreceptorerne også er involveret i personlighedstrækkene, som for nyligt påvist i dansk forskning med billeddannende teknikker«.

Tang TZ, DeRubeis RJ, Hollon SD et al. Personality change during depression treatment. Arch Gen Psychiatry 2009;66:1322-30.