Skip to main content

Mistanke om fysisk mishandling bør udløse røntgenundersøgelse for skjulte knoglebrud

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

15. sep. 2015
2 min.

Når et barn har fysiske skader, som kunne skyldes mishandling, bør der i skadestueregi tages røntgenbilleder. Dette for at udelukke knoglebrud, som ikke erkendes ved den kliniske undersøgelse. Det er bl.a. i amerikanske guidelines, at denne praksis anbefales, men i hvilket omfang anbefalingerne rent faktisk følges, er usikkert. Formålet med nærværende registerstudie var således at undersøge dette.

Med databidrag fra 366 primært ikkepædiatriske hospitaler i USA, og med fokus på perioden 2009-2013 identificerede man 2.502 børn, som var under to år og var registreret med en mishandlingsdiagnose, samt 2.433 børn under et år, som uden at have været involveret i trafikuheld havde fået konstateret enten traumatisk hjerneskade (n = 1.574) eller femurfraktur (n = 859).

Andelen af børn, som havde fået foretaget røntgenundersøgelse, var for de tre ovennævnte diagnosegrupper hhv. 48%, 51% og 53%. For alle tre diagnoser var der stor variation mellem hospitaler, mht. hvor ofte det blev gjort. Sandsynligheden for, at der blev foretaget radiologisk udredning, var signifikant større, hvis skadevurderingen foregik på et universitetshospital, og/eller hvis børn udgjorde en relativ stor andel af patientflowet.

Overlæge Ole Rahbek, Ortopædkirurgisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, kommenterer:

»Studiet illustrerer den berøringsangst og manglende viden, som mange læger har i udredningen af fysisk mishandling. En nyligt publiceret dansk undersøgelse (Ugeskr Læger 2014;176:V11130644) viste, at kendskabet til frakturer, som er patognomoniske for børnemishandling, ikke er tilstrækkeligt blandt læger på danske akutmodtagelser. Røntgenundersøgelse af skelettet er vigtig, da det er diagnostisk hos en ud af tre, hvor man har mistanke om mishandling. Øget centralisering af behandlingen af disse patienter sikrer korrekt og standardiseret udredning. En national klinisk retningslinje bør udarbejdes for at øge fokus på korrekt behandling«.

Interessekonflikt: ingen

Wood JN, French B, Song L et al. Evaluation for occult fractures in injured children. Pediatrics 2015;136:232-40.