Skip to main content

Muligvis stor noceboeffekt ved statinrelaterede muskelsmerter

Statinrelaterede muskelsmerter optræder kun med øget hyppighed blandt patienter, som ved at de får statiner.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

23. maj 2017
2 min.

En af bivirkningerne til behandling med statiner er myopati, som i meget sjældne tilfælde kan føre til rabdomyolyse. Mere almindelige er dog lette til moderate muskelsmerter, som er en af årsagerne til dårlig medicinadhærens ved disse stoffer. Ved at bruge data fra ASCOT-studiet og analysere bivirkningsfrekvensen blandt patienter, som fik 10 mg atorvastatin i et blindet design, og patienter, som fik samme behandling i et åbent design, viser forskerne, at risikoen for at rapportere muskelrelaterede bivirkninger er stærkt relateret til ens viden om, man får statiner. I den blindede periode var frekvensen af muskelbivirkninger blandt de atorvastatinbehandlede patienter på samme niveau som blandt patienter, som fik placebo, mens i den åbne periode rapporterede patienter, som fik atorvastatin, muskelbivirkningerne signifikant hyppigere (hazard ratio: 1,4). Forfatterne mener, at deres observationer kan tilskrives den såkaldte noceboeffekt, som er det omvendte af placebo: det vil sige, at de negative forventninger til mulige bivirkninger var årsagen til symptomerne.

Professor, overlæge Mogens Lytken Larsen, Aalborg Universitetshospital, kommenterer. »Analysen af ASCOT-undersøgelsens data bidrager på spændende vis til diskussionen om bivirkninger ved statinbehandling. Undersøgelsen var primært en hypertensionsundersøgelse uden større fokus på kolesterol, hvor patienterne i den blindede periode ikke oplevede flere bivirkninger ved statin end ved placebo. Bivirkningsniveauet var i øvrigt lige så lavt, som man har set ved de klassiske kolesterolstudier. Først i en efterfølgende ublindet periode oplevede statinbrugerne flere bivirkninger end ikkebrugerne. Resultaterne understøtter derfor oplevelsen af, at statinbivirkninger i daglig praksis er overdrevne og ofte påvirket af dårlig omtale i forskellige medier. Budskabet må være, at vi som læger møder patientens bekymring for bivirkninger med grundig information og ikke for hurtigt kaster håndklædet i ringen og opgiver en veldokumenteret forebyggende behandling«.

Gupta A, Thompson D, Whitehouse A et al. Adverse events associated with unblinded, but not with blinded, statin therapy in the ASCOT-LLA: a randomised double-blind placebo-controlled trial and its non-randomised non-blinded extension phase. Lancet maj 2017 (published online).

Interessekonflikter: MLL har holdt foredrag for Amgen, AstraZeneca, Novo, MSD og Sanofi-Aventis samt har deltaget i kongresser betalt af AMGEN og Sanofi-Aventis.