Skip to main content

Når lægen lader sig føre bag lyset

2. sep. 2013
3 min.

I dette nummer af Ugeskrift for Læger præsenterer Mrgan & Taasti [1] en kasuistik om Münchhausens syndrom. Patienter med dette syndrom har med deres fantastiske sygehistorier og en adfærd, der er meget vanskelig at forstå, altid fascineret læger og andre [2]. Et af historiens mest berømte tilfælde var dansk. I 1800-tallet beskrev Herholdt en patient, hos hvem der blev bortopereret talrige synåle, som man mente, hun havde indtaget i vildelse. »Synålejomfruen«, som patienten blev kaldt, fremkaldte en intens diskussion i fagkredse om, hvordan man kunne forklare dette og andre naturstridige fænomener, der blev observeret hos hende. Da det blev afsløret, at patienten selv havde indført synålene i kroppen, blev hun udskrevet, og der var siden tavshed omkring hende, selvom det er på det tidspunkt, at casen fagligt set bliver mest interessant. Beskrivelsen i [1] stopper også med, at den korrekte diagnose stilles, hvor det kunne være spændende at høre, hvordan man så behandlede patienten efterfølgende.

Betegnelsen Münchhausens syndrom er velklingede og let at huske, hvilket formodentlig er årsagen til, at betegnelsen bliver anvendt alt for bredt. Patienten, der beskrives i [1], lider således
ikke af Münchhausens syndrom, men af factitious disorder. Münchhausens syndrom er en undergruppe af factitious disorder, hvor patienten ud over at simulere eller påføre sig selv sygdom også kan være geografisk mobil samt fortælle fantastiske løgnehistorier om også andre ting end sin sygdom, og ofte er der meget dramatik omkring patientens indlæggelser [3].

Patienter med factitious disorder og Münchhausens syndrom kan vække kraftige følelser hos læger og sundhedspersonale generelt. Det er svært at forstå og acceptere, at en patient bevidst lyver og påfører sig selv skader eller sygdom. En naturlig reaktion er, at lægen føler sig ført bag lyset, og at ens velvillighed er blevet misbrugt. Det er dog vigtigt at fastslå, at disse patienter er syge og ikke blot simple bedragere eller simulanter. Hvis dette var tilfældet, ville der være et forståeligt motiv for adfærden, hvilket ikke er tilfældet ved factitious disorder. Patienterne gør det ikke for at genere læger eller snyde systemet, og formodninger om, at det skyldes, at patienterne vil have opmærksomhed, ønsker morfika, sygemeldinger og lignende, er dybt forældede teorier, som dog stadig trives i bedste velgående [1]. Hvad der ligger bag ved adfærden er stadig ukendt. En meningsfuld hypotese er, at patienten laver et »rollespil« for at beskytte sig selv mod en pinefuld oplevelse af ikke at være nogen – dvs. ikke at have nogen identitet.

Man kan få den tanke, at vi som læger er tilbøjelige til at skyde skylden på patienten, når vi eller sundhedssystemet kommer til kort. Det er jo patientens egen skyld – han/hun kan jo blot fortælle sandheden og lade være med at lyve! Men det er jo netop essensen i sygdommen, at patienten ikke kan lade være med at lyve eller stoppe sin selvdestruktive adfærd.

Factitious disorder er ikke hyppig, men de fleste læger vil møde disse patienter, idet sygdommen udspiller sig i somatikken, selv om det er en psykiatrisk sygdom. Det er derfor vigtigt, at alle læger kender sygdommen og kan stille differentialdiagnosen, så patienten ikke påføres unødvendig lidelse eller skader igennem fejlbehandlinger, ved at diagnosen stilles alt for sent. Et af problemerne er, at der stort set ikke bliver undervist i sygdommen på lægestudiet.
Et andet problem er, at de somatiske afdelinger ofte har svært ved af få kvalificeret hjælp fra psykiatrien
til at stille diagnosen og til behandling af patien-
terne. Liaisonpsykiatrisk service er yderst sparsom i Danmark, og som regel varetages tilsynene af almenpsykiaterne, der sjældent ser denne type patienter og derfor ofte har sparsomt kendskab til tilstanden.

I kasuistikken [1] gik der ti år, før diagnosen blev stillet. Man kan stille sig spørgsmålet, hvorfor det ikke problematiseres? Ved de fleste andre sygdomme ville man betragte det som en lægefejl!

Korrespondance:
Per Fink,
Forskningsenheden for
Funktionelle Lidelser,
Psykosomatik og
Liaisonpsykiatri,
Aarhus Universitetshospital, Nørrebrogade 44,
8000 Aarhus C.
E-mail:
per.fink@aarhus.rm.dk

Interessekonflikter:
ingen. Forfatterens ICMJE-formular er tilgængelig
sammen med lederen på Ugeskriftet.dk