Skip to main content

Neuritis vestibularis kan være årsag til svimmelhed hos børn

Svimmelhed hos børn kan have mange årsager. Neuritis vestibularis ses sjældent hos børn, men kan være en vigtig differentialdiagnose.
Svimmelhed hos børn kan have mange årsager. Neuritis vestibularis ses sjældent hos børn, men kan være en vigtig differentialdiagnose.

Tine Caroc Warner1, Anita Petersen2 & Elke Longin1

27. okt. 2014
4 min.

Neuritis vestibularis (NV) er hos voksne en hyppig lidelse, der viser sig ved akut indsættende rotatorisk svimmelhed, kvalme, opkastninger, gangdeviation og ofte nystagmus. Ætiologien peger på virusinfektion som hyppigste baggrund for lidelsen [1]. Hos børn er NV sjælden og ikke tidligere beskrevet i danske studier. Formålet med kasuistikken er at henlede opmærksomheden på NV i forhold til tidlig og korrekt diagnosticering.

SYGEHISTORIE

En tidligere rask treårig dreng blev henvist fra egen læge på mistanke om meningitis. I forbindelse med leg blev han pludselig utilpas, fik dårlig balance, gangdeviation, kastede op og blev sløv. Forud havde han haft ondt i halsen og let feber. Egen læge gav penicillin og fulgte ham til modtagelsen. Her blev han ved en objektiv undersøgelse fundet sløv og med spontan nystagmus. Pga. voldsom svimmelhed og opkastninger foretrak han at ligge stille i sengen. Han var afebril og øvrige objektive undersøgelser viste normale forhold. Akut CT af cerebrum, lumbalpunktur, blodprøver og tonsilpodning viste alle normale forhold. Man foretog ikke viruspolymerasekædereaktion. Ved akut tilsyn i øre-næse-hals-ambulatoriet var højresidig horisontal nystagmus og let hypertrofe tonsiller eneste positive fund. Man stillede diagnosen venstresidig NV.

Man afstod fra behandling, tilstanden bedredes, og ved udskrivelsen fire dage senere kunne patienten gå, dog usikkert. Nystagmus kunne ikke længere observeres, og han fremstod i øvrigt i sin habituelle tilstand. Han blev udskrevet med tid til opfølgning hos en privatpraktiserende øre-næse-hals-læge, som efter yderligere fire dage fandt let usikker gang, normale forhold ved en otologisk undersøgelse og ingen nystagmus.

Efter fire uger var patienten uden symptomer.

DISKUSSION

Akut svimmelhed hos børn er et symptom, som kan ses i forbindelse med mange sygdomme, hyppigst benign positionel vertigo eller migræne [2, 3]. Tilstanden rammer oftest voksne i alderen 30-60 år med en incidens på 3,5 pr. 100.000 pr. år [1]. NV hos børn ses sjældent [2]. NV er klinisk karakteriseret ved svær rotatorisk svimmelhed, kvalme, evt. opkastninger, spontan horisontal-tortionel nystagmus mod den raske side og gangdeviation mod den syge side. Der er ingen andre neurologiske udfald, og der findes normale forhold ved otoskopi og audiografi. Ved kalorisk prøve finder man svækket eller ophævet vestibulær funktion på den syge side. Diagnosen stilles ud fra anamnesen og den kliniske præsentation.

I folkemunde kaldes tilstanden »virus på balancenerven«, men årsagen til affektionen af det vestibulære organ er ikke præcist kendt. Der er hyppigt beskrevet virale infektioner før udbrud af NV, og man formoder, at herpes zoster-, herpes simplex type 1-
eller adenovirus er mulige patogene agens [1, 2]. Autopsistudier har vist en aksonal atrofi af den vestibulære nerve og inflammatorisk celledegeneration i det sensoriske vestibulære epitel [1].

Det klinisk forløb af NV i barnealderen adskiller sig på tre væsentlige punkter fra NV hos voksne:
1) ofte infektion i øvre luftveje, 2) hurtigere helbredelsesproces og 3) bedre prognose [3, 4].

Hos voksne er de terapeutiske behandlingsprincipper af NV en kombination af medicinsk behandling med antihistaminer og fysiske træningsprogrammer. Brugen af kortikosteroider er omdiskuteret, og der er ikke entydig evidens på området [1]. Hos børn er der ikke konsensus om behandlingen af NV. I de publicerede studier afventede man det spontane kliniske forløb, hvor de fleste børn blev asymptomatiske med restitutio ad integrum i løbet af fire uger [2, 4].

NV som årsag til svimmelhed er sjælden i barnealderen. Diagnosen kan være svær at stille hos børn pga. sproglige barrierer og samarbejdsvanskeligheder ved undersøgelse. Kasuistikken har til hensigt at henlede pædiateres opmærksomhed på diagnosen i forhold til tidlig og korrekt diagnosticering. NV i barnealderen er efter vores viden ikke tidligere beskrevet i danske studier.

Korrespondance: Tine Caroc Warner, Høgesangervej 1, 9800 Hjørring.
E-mail: tinewarner@hotmail.co m

Antaget: 11. august 2014

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 27. oktober 2014

Interessekonflikter: ingen. Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk

Summary

Neuritis vestibularis can be a cause of vertigo among children

Neuritis Vestibularis (NV) as a cause of vertigo is common among adults but very rare among children and is often underrecognized and underdiagnosed. Viral infection is suspected to be the most common cause and symptoms are sudden onset of vertigo, nausea, vomiting, impaired balance and horizontal nystagmus. This case report describes a 3 year old boy diagnosed with NV. To our knowledge it is the first case diagnosed in Denmark.

Referencer

Litteratur

  1. Fishman JM, Burgess C, Waddell A. Corticosteroids for the treatment of idiopathic acute vestibular dysfunction (vestibular neuritis). Cochrane Database Syst Rev 2011;5:CD008607.

  2. Zannolli R, Zazzi M, Muraca MC et al. A child with vestibular neuritis. Brain Dev 2006;28:410-2.

  3. Monobe H, Murofushi T. Vestibular neuritis in a child with otitis media with effusion; clinical application of vestibular evoked myogenic potential by bone-conducted sound. Int J Pediatr Otorhinolaryngol 2004;68:1455-8.

  4. Tahara T, Sekitani T, Imate Y et al. Vestibular neuronitis in children.


  5. Acta Otolaryngol (Stockh) 1993;113:49-52.