Skip to main content

P-piller og risiko for brystkræft

I stort dansk registerstudie ses det, at også nye typer p-piller er associerede med en let forhøjet risiko for brystkræft.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

22. dec. 2017
2 min.

I tidligere studier kunne det ses, at brugen af ældre typer p-piller var associeret med let øget risiko for at udvikle brystkræft. I et netop publiceret dansk studie med 1,8 millioner kvinder, som blev fulgt i 10,9 år, kan det ses, at også nye typer af p-piller er associerede med øget brystkræftrisiko. I løbet af studiets observationstid registrerede forfatterne 11.517 nye tilfælde af brystkræft og estimerede en relativ risiko på 1,2 blandt dem, som fik p-piller, sammenlignet med dem, som ikke fik dem. Risikoen steg til 1,4 blandt dem, som fik p-piller i over ti år. De fleste tilfælde af brystkræft opstod primært blandt kvinder i 40’erne, men der var også en øget risiko for brystkræft blandt kvinder, som var under 35 år og anvendte p-piller.

Overlæge klinisk lektor Pernille Ravn, Odense Universitetshospital, kommenterer: ”Studiet er stort og solidt og viser en konsistent sammenhæng mellem brug af p-piller og forekomst af brystkræft. Desuden viser undersøgelsen som noget nyt risikoøgning blandt brugere af gestagenspiral. Studiet havde ikke styrke til at afklare, om risikoøgningen også var associeret med brug af p-stav, minipiller og p-sprøjter. Det er vigtigt at påpege, at studiedesignet ikke tillader vurdering af kausalitet, og at farmakoepidemiologiske registerstudier generelt har visse begrænsninger knyttet til datakvaliteten i de anvendte registre. Studiet bør give anledning til, at de ikkehormonholdige løsninger altid overvejes ved vejledning om prævention. Det kliniske dilemma bliver først og fremmest blandt kvinder over 40 år, hvor den absolutte risiko-øgning er størst med 13 tilfælde pr. 100.000 kvindeår eller et ekstra tilfælde for hver 7.680 kvinder, der bruger hormonholdig prævention i et år. Risikoøgningen skal holdes op imod de gavnlige effekter af hormonholdige præventionsformer: den høje kontraceptive sikkerhed og dæmpning af menstruationsrelaterede helbredsproblemer. Desuden er det vigtigt at huske, at disse præventionsformer er et medicinsk behandlingsalternativ til operation for blødningsforstyrrelser, herunder hysterektomi. Der er ingen tvivl om, at studiet bør og vil give anledning til mere tidskrævende konsultationer ved ordination af prævention”.

Mørch LS, Skovlund CW, Hannaford PC et al. Contemporary hormonal contraception and the risk of breast cancer. N Engl J Med 2017;377:2228-39.

Interessekonflikter: ingen.