Skip to main content

Papirservietter og håndtørrere er mere hygiejniske end jet air-håndtørrere

En sammenligning mellem papirservietter, almindelige håndtørrere og jet air-håndtørrere viste, at virusspredningen var signifikant større ved brug jet air-håndtørrere til håndtørring.

Redigeret af Kreesten Meldgaard Madsen, kreesten@dadlnet.dk

7. mar. 2016
2 min.

En sammenligning mellem papirservietter, almindelige håndtørrere og jet air-håndtørrere viste, at virusspredningen var signifikant større ved brug jet air-håndtørrere til håndtørring.

De senere år er der sket en stor stigning i anvendelsen af jet air-håndtørrere (varmluftsblæsere med højt lufttryk) til håndtørring på offentlige toiletter. Dette studie undersøgte, om der var forskel på virusspredningen ved de forskellige redskaber til brug ved håndtørring. Forskerne anvendte en MS2-bakteriofag (en virus, der reproducerer sig ved hjælp af bakterier)-opløsning, som deltagerne vaskede deres behandskede hænder i, hvorefter de anvendte de forskellige håndtørringsmidler. Efterfølgende blev mængden af MS2 i området omkring håndtørringsredskaberne bestemt ved hjælp af et plaque assay. Der blev indsamlet prøver fra forskellige højder (0,15-1,65 m) for at undersøge den vertikale spredning. Jet air-håndtørreren spredte gennemsnitligt > 60 gange så mange plaque-forming units (PFU) som den almindelige håndtørrer og > 1.300 gange så mange PFU som papirservietter (p < 0,0001). Ved undersøgelse af den horisontale spredning spredte jet air-håndtørreren gennemsnitligt > 20 gange så mange PFU som den almindelige håndtørrer og > 190 gange så mange PFU som papirservietter (p < 0,01) på alle afstande op til 3 m. Luftprøver indsamlet omkring håndtørringsmidlerne 15 min efter brug viste, at jet air-håndtørreren gennemsnitligt spredte > 50 gange så mange PFU som den almindelige håndtørrer og >100 gange så mange PFU som papirservietter (p < 0,001). I alle undersøgelserne var der mindst virusspredning ved brug papirservietter og mest virusspredning med jet air-håndtørreren.

Overlæge og lektor Leif Percival Andersen kommenterer: ”Flere studier fra de seneste år viser samstemmende, at både virus og bakterier spredes mere til omgivelserne ved brug af lufthåndtørrer end ved brug af papirhåndklæder. Der er således et godt belæg for, at lufthåndtørrer ikke bør benyttes på hospitaler, men at engangspapirhåndklæder bør foretrækkes”.

Kimmitt PT, Redway KF. Evaluation of the potential for virus dispersal during hand drying: a comparison of three methods. J Appl Microbiol 2016;120:478-86.

Interessekonflikter: ingen