Skip to main content

Patienters medicinliste er ofte længere efter en hospitalsindlæggelse

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

1. jun. 2015
2 min.

Medicingennemgang, defineret som en aktiv og kritisk stillingtagen til en patients medicinering, kan foregå i primær- såvel som i sekundærsektoren. I hvilket omfang det finder sted i sidstnævnte er dog noget usikkert. Med fokus på den ældre patient var det primære formål med dette studie at undersøge, om en hospitalsindlæggelse medførte ændringer i antallet og/eller typen af ordinerede lægemidler.

Studiet omfattede patienter over 70 år, som i perioden 2005-2010 blev indlagt i medicinsk regi på et af 11 australske hospitaler. Man identificerede 1.187, som havde en fuldstændig medicinjournal både ved indlæggelse og udskrivelse, og for denne gruppe sås en statistisk signifikant stigning i det gennemsnitlige antal ordinerede præparater til fast administration (7,1 ved indlæggelse vs. 7,6 ved udskrivelse). Hvad angik en række udvalgte lægemidler, var der ikke signifikant forskel på andelen, som var i behandling med disse hhv. før og efter hospitalsindlæggelsen (statiner: 39% vs. 39%; opioider: 13% vs. 14%; antipsykotika: 5% vs. 6%; benzodiazepiner: 10% vs. 11%). Der var en signifikant sammenhæng mellem polyfarmaci, dvs. fast ordination af ≥ 5 lægemidler, og antallet af komorbiditeter, symptomer i form af smerter og åndenød samt behov for hjælp til dagligdagsaktiviteter. Udtalt polyfarmaci, defineret som fast ordination af > 10 lægemidler, gjorde sig gældende for 24% ved indlæggelse og 28% ved udskrivelse. Andelen af lægemidler, som var ordineret i forebyggende øjemed, var omtrent den samme hhv. før og efter indlæggelse (36% vs. 37%).

Overlæge Mikkel Christensen, Klinisk Farmakologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital, kommenterer: »Studiet genfinder den velkendte association, nemlig at de patienter, som får mange lægemidler, også har flere komorbiditeter og dårligere funktion. Patienterne i studiet har også en mindre stigning i antallet af lægemidler under indlæggelse. Som forfatterne selv påpeger, forholder studiet sig ikke til hensigtsmæssigheden af lægemidlerne for den enkelte patient, og det er således uklart, om dette fund repræsenterer en forbedring eller forværring i den medicinske behandling. Udfordringen i Danmark og resten af verden er fortsat at forhindre uhensigtsmæssig og fremme hensigtsmæssig polyfarmaci«.

Interessekonflikter: ingen

Hubbard RE, Peel NM, Scott IA et al. Polypharmacy among inpatients aged 70 years or older in Australia. Med J Aust 2015;202:373-7.