Skip to main content

Perkutan mitralklapplastik ved hjertesvigt

To nye studier viser divergerende resultater af perkutan plastik på mitralklappen ved sekundær mitralinsufficiens hos patienter med hjertesvigt.

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

24. jan. 2019
2 min.

En del patienter med hjertesvigt udvikler sekundær eller funktionel mitralklapinsufficiens (MI). Ved sekundær MI er selve klappen normal eller næsten normal, og insufficiensen skyldes overvejende manglende koaptation af fligene pga. annulusdilatation som led i hjertesvigtsygdommen. Dette resulterer i klapinsufficiens, som er en signifikant prognostisk faktor for nedsat overlevelse sammenlignet med patienter uden klapinsufficiens. To nye randomiserede studier undersøger, om perkutan plastik på mitralklappen oven i medicinsk behandling af hjerteinsufficiens er en fordel sammenlignet med medicinsk behandling alene. Resultaterne af de to studier var forskellige: I en fransk undersøgelse af i alt 300 patienter var der ingen forskel med hensyn til overlevelse eller indlæggelse for hjertesvigt mellem de to grupper, men i en undersøgelse fra USA og Canada, som inkluderede over 600 patienter, var der bedre overlevelse og færre indlæggelser i gruppen, som fik foretaget mitralklapplastik.

Professor Finn Gustafsson, Hjerteafdelingen, Rigshospitalet, kommenterer: »Perkutan intervention mod primær MI har vist sig sikker og effektiv, og det var derfor oplagt at teste effekten ved sekundær MI hos patienter med hjertesvigt. Disse patienter har en meget høj risiko ved konventionel mitralkirurgi, og derfor anbefales åben mitralplastik kun ved behov for samtidig CABG [coronary artery bypass grafting]. De divergerende resultater fra de to studier er en udfordring, men der er forskelle mellem studierne, som muligvis kan forklare udfaldet. I det amerikanske studie inkluderede man patienter med mindre dilateret venstre ventrikel og måske også mere udtalt MI. Disse patienter må antages at have den bedste chance for at få glæde af behandlingen, hvor en del af patienterne i det franske studie måske blev behandlet så sent, at den meget dilaterede venstre ventrikel ikke kunne bedres trods klapinterventionen. I Danmark deltager vi i den sidste store randomiserede afprøvning af perkutan mitralintervention med det samme device til hjertesvigt: RESHAPE-2, og forhåbentlig kan resultaterne herfra anvise den optimale strategi for behandling af MI hos disse alvorligt syge patienter«.

Stone GW, Lindenfeld JA, Abraham WT et al. Transcatheter mitral-valve repair in patients with heart failure. N Engl J Med 2018;379:2307-18.

Obadia JF, Messika-Zeitoun D, Leurent G et al. Percutaneous repair of medical treatment for secondary mitral regurgitation. N Engl J Med 2018;379:2297-306.

Interessekonflikter: FG er advisor for Abbott laboratories.