Physical activity in leisure time: impact on mortality

Disputatsen udgår fra Østerbroundersøgelsen, Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, Bispebjerg Hospital.

Hippokrates og Galen mente, at idræt var forbundet med forøget risiko for tidlig død. Siden jogging begyndte at blive populært i 1970'erne, er der blevet registreret en del dødsfald, såvel under træning som under motionsløbskonkurrencer. Dette medførte, at flere, herunder læger, mente, at kraftigere fysisk aktivitet kunne være risikabel.

Formålet med denne afhandling var at undersøge: 1) om topidrætsmænd og joggere har en øget mortalitet, 2) relationen mellem fysisk aktivitet i fritiden og mortalitet i en større befolkningsgruppe, og 3) relationen mellem fysisk aktivitet i fritiden og stress og velvære.

Disputatsen er baseret på syv tidligere publicerede artikler, hvoraf de fem udgår fra Østerbroundersøgelsen - en prospektiv befolkningsundersøgelse med næsten 20.000 mænd og kvinder, der er 20-93 år gamle og første gang blev undersøgt i 1976-1978.

Konklusioner: Den, der dyrker idræt som yngre, hvad enten det drejer sig om eliteidræt eller motionsidræt, har ikke vist sig fysisk ringere senere i livet, end den, der aldrig har dyrket idræt. Tidligere danske topidrætsmænd har signifikant lavere dødelighed i 25-50-års-alderen end normalbefolkningen. Raske mænd, som var motionsløbere ved undersøgelserne i 1976-1978 og 1981-1983, havde en signifikant lavere dødelighed end de personer, som ikke var motionsløbere.

Raske mænd, der henholdsvis i 1976-1978 og i 1981-1983 var moderat fysisk aktive i fritiden, havde en forventet restlevetid fra 50-års-alderen, der var 3,5 år længere end de mænd, som var i gruppen med lav fysisk aktivitet. Mænd, som var i gruppen med høj fysisk aktivitet ved begge undersøgelser, havde en forventet restlevetid, der var 5,0 år længere end restlevetiden for mændene med lav fysisk aktivitet. For kvinder var de tilsvarende tal henholdsvis 4,4 og 4,3 år. Mænd og kvinder på 20-79 år, som øgede deres fysiske aktivitet i fritiden fra lav til moderat, havde en signifikant lavere risiko for død end de personer, som havde en lav fysisk aktivitet ved begge undersøgelser.

Fysisk aktivitet i fritiden var signifikant associeret med lavere dødelighed af koronar hjertesygdom og cancer. Samme tendens blev påvist for apopleksi og lungesygdomme. For begge køn blev den relative gangintensitet og ikkegangduration fundet at være signifikant korreleret til mortaliteten. Både mænd og kvinder, der var fysisk aktive i fritiden, var mindre stressede og mere tilfredse med tilværelsen end sedentære personer. Den observerede inverse association mellem fysisk aktivitet i fritiden og totalmortalitet kan muligvis forklares ved, at personer, som er fysik aktive, også er sundere end personer, som er overvejende sedentære. Dette væsentlige aspekt diskuteres i afhandlingen.

Disputatsen kan rekvireres gratis hos forfatteren.