Skip to main content

Pregabalin kan anvendes til behandling af ’restless legs syndrom’

Redigeret af Jacob Pontoppidan Thyssen, jacob.pontoppidan.thyssen@regionh.dk

23. apr. 2014
2 min.

< NEJM

’Restless Legs Syndrome’ (RLS) er betegnelsen for en stærk trang til at bevæge underekstremiteterne. Et amerikansk-europæisk randomiseret dobbelt blindet studie har sammenlignet det dopaminerge lægemiddel pramipexole med et non-dopaminergt lægemiddel, pregabalin, som også har vist sig effektivt til behandling af RLS.

Undersøgelsen forløb over 52 uger og inkluderede 719 patienter. De blev randomiseret til behandling med: i) 300 mg pregabalin dagligt (n=182), ii) 0.25 mg pramipexole (n=178), iii) 0.5 mg pramipexole (n=180) eller iv) placebo (n=179). Efter 12 ugers behandling, blev placebogruppen randomiseret til at modtage en af de 3 aktive behandlinger i 40 uger.

Undersøgelsen viste at over en 12 ugers periode, reducerede pregabalin RLS symptomer i henhold til den Internationale RLS (IRLS) Study Group Rating skala (0-40) med 4.5 point mere end placebobehandling (p<0.001).

Samtidig medførte pregabalin i mindre omfang paradox forværring i RLS sygdom over 40-52 uger ved sammenligning med pramipexole doseret som 0.5 mg (2.1% vs. 7.7%, P = 0.001) men ikke 0.25 mg (2.1% vs. 5.3%, P = 0.08). 6 personer i pregabalin gruppen, 3 i pramipexole 0.25 mg gruppen og 2 i pramipexole 0.5 mg gruppen havde selvmordstanker.

Overlæge Merete Karlsborg, Neurologisk afdeling, Bispebjerg Hospital kommenterer:

”Sygdomsmekanismen ved RLS er ikke fuldstændig klarlagt, men skyldes formentlig en dysregulation af dopaminsystemet. Dette har været rationalet for at anvende de dopaminerge præparater i behandlingen. Pregabalin er derimod et GABA-derivat”, siger Merete Karlsborg.

Der kan være bivirkninger til de dopaminerge midler, men de doser pramipexol, der anvendes, er ca. 1/10 af de daglige doser, der bruges i behandlingen af Parkinsons sygdom. Doseringen af pregabalin i studiet (300 mg dagligt) er imidlertid samme dosis som anbefalet til de nuværende indikationer. Prisen for de to præparater uden medicintilskud er den samme, ca. 750 kr. pr. måned. Der er kun almindeligt sygesikringstilskud til pramipexole, men kun klausuleret tilskud til pregabalin til bestemte lidelser.

”Det dobbelt så høje antal personer med selvmordstanker i pregabalin gruppen sammenlignet med pramipexol gruppen med laveste dosis er bekymrende og er allerede omtalt som forsigtighedsregel for pregabalin”, siger Merete Karlsborg.

”Resultaterne af det aktuelle studie er interessant ny viden og bør efterprøves. Men på baggrund af den foreliggende omfattende litteratur om emnet og den kliniske erfaring mener jeg fortsat, at dopaminagonister i de anbefalede lave doser er førstevalgs-præparat til medicinsk behandling af klassisk RLS. Pregabalin kan især overvejes, hvis smerteproblematikken dominerer i symptombeskrivelsen”, siger Merete Karlsborg.

Allen RP, Chen C, Garcia-Borreguero D, et al Comparison of pregabalin with pramipexole for restless legs syndrome. N Engl J Med. 2014 Feb 13;370(7):621-31. doi: 10.1056/NEJMoa1303646 (link)