Skip to main content

Protonpumpehæmmere til patienter på intensivafdeling

Stor undersøgelse kan ikke påvise betydende forskelle med hensyn til mortalitet og andre vigtige kliniske endepunkter ved profylaktisk behandling med pantoprazol.

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

17. jan. 2019
2 min.

Patienter, som behandles på intensivafdeling, har øget risiko for øvre gastrointestinal (GI) blødning. Et stort danskkoordineret multicenterstudie, som omfatter 33 intensivafdelinger fra seks europæiske lande, undersøger, om daglig injektion af 40 mg pantoprazol påvirker mortalitet, klinisk betydende GI-blødning, risikoen for pneumoni, Clostridium difficile-infektion eller kardial iskæmi. På baggrund af data fra næsten 3.300 patienter konkluderer forfatterne, at der ikke var betydende forskelle med hensyn til de undersøgte endepunkter mellem pantoprazol og placebo.

Professor Peter Bytzer, Københavns Universitet og Gastroenterologisk Sektion på Sjællands Universitetshospital, Køge, kommenterer: ”Dette velgennemførte studie adresserede det simple og dagligdags spørgsmål: vil intravenøs syrepumpehæmmer forebygge øvre GI-blødning og dermed reducere dødeligheden hos intensivpatienter? Forekomsten af klinisk betydende blødning blev ganske vist reduceret, men da forskellen til placebobehandling var marginal, nemlig en reduktion i forekomsten fra 4,2% til 2,5%, er det ikke overraskende, at dødeligheden ikke blev påvirket. Ved at behandle cirka 3.300 intensivpatienter med intravenøs pantoprazol kan man således forvente at forebygge GI-blødning hos cirka 50 patienter. Det er næppe umagen værd. Men om dette budskab så vil påvirke adfærden på intensivafdelingerne er mere tvivlsomt. Erfaringerne fra andre typer afdelinger, f.eks. akutmodtagelser, viser, at det er vanskeligt at få målrettet brugen af intravenøs syrehæmning til de ret få patienter, hvor det dokumenteret har en vis klinisk betydende effekt, nemlig efter endoskopisk behandling af blødende ulcus”.

Krag M, Marker S, Perner A et al. Pantoprazole in patients at risk for gastrointestinal bleeding in the ICU. N Engl J Med 2018;379:2199-208.

Interessekonflikter: ingen