Skip to main content

Retningslinjer og praksis for den sundhedsmæssige modtagelse af kvoteflygtninge i Danmark

Hanne W. Frederiksen, Allan Krasnik & Marie Nørredam Forskningscenter for Migration, Etnicitet og Sundhed (MESU), Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet

27. jan. 2012
3 min.

Introduktion

Hvert år genbosættes ca. 500 kvoteflygtninge i Danmark på baggrund af en indstilling fra De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR). Straks efter ankomst til Danmark modtages kvoteflygtninge i den kommune, de er blevet visiteret til, som nu har det praktiske ansvar for modtagelsen og for at imødekomme kvoteflygtninges behov for sundhedsydelser. Herved adskiller kvoteflygtninge sig fra spontane asylansøgere, som under asylprocessen opholder sig i et Dansk Røde Kors-asylcenter, hvortil der er knyttet sundhedsfagligt personale. Da der ikke er nationale retningslinjer for den sundhedsmæssige modtagelse af kvoteflygtninge, er kommunale retningslinjer, sagsbehandlers viden og erfaringer samt kommunens samarbejde med praktiserende læger afgørende for, hvordan nyankomne kvoteflygtninges behov for sundhedsydelser imødegås. Formålet med vores undersøgelse var således at afdække tilstedeværelsen af kommunale retningslinjer og praksis vedrørende kvoteflygtninges sundhed ved ankomst.

Materiale og metoder

Undersøgelsen bygger på et internetbaseret survey udført fra marts til maj 2010. Respondenterne var kommunale sagsbehandlere med ansvar for modtagelse af kvoteflygtninge; en fra hver kommune, som havde modtaget kvoteflygtninge siden kommunalreformens ikrafttræden 1. januar 2007. Et semistruktureret spørgeskema blev udarbejdet på baggrund af indledende undersøgelser i feltet. I alt 58 kommuner havde modtaget kvoteflygtninge, hvoraf 49 responderede, hvilket gav en svarprocent på 84. Der blev udregnet frekvenser på de afgivne svar, og kommunale karakteristikas association med tilstedeværelsen af retningslinjer og praksis blev testet ved hjælp af Fishers eksakte test.

Resultater

49% (n = 24) havde ingen sundhedsrelaterede retningslinjer for modtagelsen af kvoteflygtninge. 69% (n = 34) havde ingen specifikke retningslinjer for generel helbredsundersøgelse hos praktiserende læge ved ankomst, og flere respondenter tilføjede, at det var sagsbehandlers ansvar at vurdere kvoteflygtninges behov for generel helbredsundersøgelse. Trods fraværet af retningslinjer angav 71% (n = 35), at alle kvoteflygtninge i praksis blev set af en praktiserende læge efter ankomsten til kommunen. Samarbejdet med praktiserende læger foregik i de fleste kommuner ad hoc og var sjældent formaliseret. Kommuner, der havde modtaget mere end 25 kvoteflygtninge, eller som havde en befolkningsstørrelse på over 45.000, var mere tilbøjelige til at have retningslinjer for henholdsvis sundhedsrelateret modtagelse og for vaccinationer.

Konklusion

Der er tilsyneladende et behov for flere overordnede retningslinjer og en mere systematisk praksis i den sundhedsrelaterede modtagelse af kvoteflygtninge. Desuden efterspørges studier af praktiserende lægers modtagelse af kvoteflygtninge, herunder indhold og resultater af generelle helbredsundersøgelser. Det ville også være relevant at undersøge modtagelsen, som den opleves af kvoteflygtninge selv eller ud fra effektmål som morbiditet, mortalitet eller beskæftigelsesgrad. Sådanne studier er nødvendige for at kunne evaluere nuværende og kommende tiltag i den sundhedsrelaterede modtagelse af kvoteflygtninge i Danmark.

Danish medical journal: Dette er et resume af en originalartikel publiceret på www.danmedj.dk som Dan Med J 2012;59(1):A4352