Skip to main content

Sammenhæng mellem effekt og bivirkninger ved onkologisk behandling

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

13. feb. 2015
2 min.

Inden for onkologien diskuteres det, om der er en sammenhæng mellem graden af behandlingsassocieret toksicitet og klinisk effekt. I tidligere studier har man fokuseret på specifikke cancertyper, behandlingsregimer og/eller typer af bivirkninger. Formålet med dette studie var at lave en tværgående og generel evaluering af, om der kunne være en sammenhæng mellem toksicitet og effekt ved onkologiske forsøgsbehandlinger.

Grundlaget for analysen var data fra 99 publicerede randomiserede fase III-forsøg, som alle indeholdt sammenligninger af en relativt toksisk behandling med en mindre toksisk (kontrol)behandling, og hvor behandlingseffekt var rapporteret i form af sygdomsfri og samlet overlevelse (hhv. PFS og OS).

Det primære fund var, at ikke blot toksicitet, men også effekt var mere udtalt hos dem, som havde fået den relativt toksiske behandling: Samlet set var der for interventions- og kontrolgrupper tale om en sygdomsfri overlevelse på 9,1 vs. 7,1 måneder samt en total overlevelse på 18,6 vs. 16,9 måneder (p < 0,001 for begge). En relativt større behandlingsassocieret toksicitet var signifikant associeret med længere PFS, men ikke OS. For dem, som fik en relativt toksisk behandling, var det gennemsnitlige antal bivirkninger 3,5 vs. 2,8 (p < 0,001). Hvad angik hyppigt forekommende bivirkninger, fandt man, at relativt mere udtalt gastrointestinal toksicitet var signifikant associeret med længere PFS. Denne sammenhæng gjaldt ikke for knoglemarvssuppression og hududslæt.

Onkologisk overlæge Lene Jarlbæk, Videncenter for Rehabilitering og Palliation, Syddansk Universitet, kommenterer: »Udvælgelsen af de studier, som artiklen omhandler, er problematisk i forhold til forskningsspørgsmålet – og de valgte studier er ikke designet med henblik på at finde en sammenhæng mellem effekt og toksicitet. Forfatterne har forholdt sig til gennemsnitlige resultater for effekt og toksicitet, og der er ingen vurdering af, om de patienter, som får størst effekt af en behandling, også har den største toksicitet. Det klinisk relevante spørgsmål er den individbaserede sammenhæng mellem effekt og toksicitet; selvom forfatterne har taget et vigtigt og interessant spørgsmål op igen, har de ikke ført os nærmere et svar på, om høj toksicitet ved en onkologisk behandling kan forudsige en større effekt hos den enkelte patient«.

Interessekonflikter: ingen

Abola MV, Prasad V, Jena AB. Association between treatment toxicity and outcomes in oncology clinical trials. Ann Oncol 2014;25:2284-9.