Skip to main content

Sammenhæng mellem indlæggelsestid og risiko for død for patienter med hoftefraktur

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

13. apr. 2015
2 min.

Den gennemsnitlige indlæggelsestid for patienter med hoftefraktur falder. Man kunne frygte, at det medfører flere komplikationer og en øget mortalitet. På baggrund af data for mere end 115.000 50+-årige svenskere, som mellem 2006 og 2012 blev førstegangsopereret for en hoftefraktur, ønskede forskerne bag dette studie at undersøge, om der var en sammenhæng mellem indlæggelseslængde og risiko for død efter udskrivelse.

Den gennemsnitlige indlæggelsestid faldt fra 14,2 dage i 2006 til 11,6 dage i 2012 (p < 0,001). Analyser justeret for en række kovariable viste en ikkelineær, statistisk signifikant association mellem indlæggelsestid og risiko for død inden for 30 dage efter udskrivelse. Overordnet fandt man, at patienter, som var indlagt 1-5 dage, havde en næsten dobbelt så høj risiko for at dø inden for 30 dage efter udskrivelse sammenlignet med de patienter, som var indlagt i mere end 15 dage (oddsratio (OR) = 1,97 (95% konfidens-interval (KI): 1,83-2,13)). I 2006 gjaldt det for de patienter, som var indlagt i ti dage eller derunder (n = 59.154), at risikoen for død inden for 30 dage efter udskrivelse steg med 8%, for hver dag indlæggelsen blev reduceret (OR = 1,08 (95% KI: 1,04-1,12)). I 2012 var det tilsvarende risikoestimat 16% (OR = 1,16 (95% KI: 1,12-1,20)). For patienter, som var indlagt i 11 dage eller derover (n = 56.957), lod en reduktion i indlæggelsestiden derimod ikke til at øge risikoen for død efter udskrivelse. Dette gjaldt uanset årstal.

Overlæge Henrik Palm, leder af Hoftefraktur Enheden, Ortopædkirurgisk Afdeling, Hvidovre Hospital, kommenterer: »Selv om studiet ikke undersøger, om terminal- og/eller plejehjemspatienter udskrives tidligst, bør vi overveje, om smertegrænsen for kortere indlæggelsestid med de nuværende behandlingsregimer nås ved omkring ti dage, ældre hoftefrakturpatienters medicinske komorbiditet og sociale forhold taget i betragtning. Tilsvarende studier af patienter i accelererede tværfaglige behandlingsforløb og efterfølgende kommunale tilbud er derfor ønskelige«.

Nordström P, Gustafson Y, Michaëlsson K et al. Length of hospital stay after hip fracture and short term risk of death after discharge: a total cohort study in Sweden. BMJ 2015;350:h696.

Interessekonflikter: ingen