Skip to main content

Samspil mellem livsstil og gener og risiko for apopleksi

Gener og livsstilsfaktorer var uafhængigt af hinanden associerede med risikoen for at få apopleksi.

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

4. dec. 2018
2 min.

I store genetiske undersøgelser har man identificeret op mod 100 enkeltnukleotidpolymorfier, som er associerede med forhøjet risiko for apopleksi. I et nyt studie, der var baseret på over en halv million deltagere fra den generelle population, undersøgte man samspillet mellem de genetiske faktorer og livsstil. Det sidste blev defineret som at være ikkeryger, motionere 2-3 gange ugentligt, spise sundt og have et BMI under 30 kg/m2. I løbet af den syvårige observationsperiode blev der registreret over 2.000 apopleksier. Personer med den største genetiske risiko (øverste tredjedel af den polygenetiske score) havde en ca. 35% højere apopleksirisiko end dem med lav genetisk disposition, mens personer med den mest usunde livsstil havde en risikoøgning på 66%. Der var ingen interaktion mellem de to faktorer, hvorfor man konkluderede, at uanset genetisk risiko er sund livsstil meget vigtig for forebyggelsen.

Professor Ruth Frikke-Schmidt, Rigshospitalet kommenterer: »Resultaterne er interessante, da hyppig genetisk variation og livsstilsfaktorer i dette store befolkningsstudie var uafhængigt associerede med fremtidig udvikling af apopleksi. Polygenetiske scorer bliver i stigende grad publiceret for en række af de hyppigste folkesygdomme, og overordnet set giver de et lignende billede. Det bliver interessant at se, hvordan polygenetiske scorer kan implementeres i gældende guidelines for forebyggelse og behandling, og om de på den lange bane kommer til at resultere i en mere målrettet intervention og således kan indfri de forventninger, vi har til effekten af præcisionsmedicin. En vigtig pointe er også, at vi nu bevæger os ind på sygdomsområder (apopleksi og demens), hvor der ikke er lige så gode behandlingsmuligheder, som der er for f.eks. hjerte-kar-sygdom. Man kan således diskutere, om det at applicere en genetisk risikoscore vil være unødigt stigmatiserende ved sygdomme med manglende eller få behandlingsmuligheder. Jeg vil afgjort argumentere for det modsatte, da erfaringer inden for hyperlipidæmier indikerer, at en persons viden om genetisk risiko stimulerer til bedre livsstilsadfærd. Studier som dette, der netop viser, at livsstilsfaktorer og genetisk risiko er uafhængige af hinanden, støtter tanken om, at det giver god mening at nedsætte den livstilsrelaterede risiko, så den samlede risiko mindskes. Hvis vi formår at kommunikere dette klart, vil de polygenetiske scorer kunne bruges som incitament til at gøre noget ved de modificerbare risikofaktorer for de folkesygdomme, der p.t. ikke kan behandles, hvor det mest foruroligende eksempel er demens«.

Rutten-Jacobs LCA, Larsson SC, Malik R et al. Genetic risk, incident stroke, and the benefits of adhering to a healthy lifestyle: cohort study of 306 473 UK Biobank participants. BMJ 2018;363:k4168.

Interessekonflikter: ingen.