Opfølgning af børn og unge, som i årene 1970-1999 blev behandlet for kræft, viser en lavere incidens af nye kræftformer i takt med reduktion af stråledoser, men ingen forbedring af livskvalitet.
Øget overlevelse efter børnekræft er en af de mest positive medicinske succeshistorier til dato. Succesen har dog også helbredsmæssige omkostninger i form af behandlingsmæssige senfølger, bl.a. øget risiko for at udvikle nye kræftformer og nedsat livskvalitet. I to nye undersøgelser, hvor man har fulgt flere tusinde overlevere, relateres risikoen for at udvikle sekundær kræft og livskvalitet til det årti, hvori patienten blev behandlet. Den kumulerede incidens af nye kræfttilfælde 15 år efter diagnosen blev reduceret fra 2,1% blandt dem, som fik behandling i 1970’erne, til 1,7% blandt dem, som blev behandlet i 1980’erne, og 1,3% blandt dem, som fik deres kræftbehandling i 1990’erne. Forfatterne mener, at denne forbedring først og fremmest skyldes en markant reduktion i andelen af patienter, som fik strålebehandling og reduktion af den individuelle stråledosis. Med hensyn til livskvalitet kunne man derimod ikke registrere en sikker fremgang.
Professor Jørgen H. Olsen, Kræftens Bekæmpelse, kommenterer: ”Tyve års – hovedsagelig amerikansk – forskning i senfølger efter børnekræft har i takt med den stærkt forbedrede overlevelse vist, at de psykologiske og somatiske senfølger til behandlingen kan være både omfattende og alvorlige – og ikke sjældent livstruende. Dette har bevirket, at vi i dag medtænker senfølger, når den optimale behandling for børnekræft skal tilrettelægges. Det har ført til konkrete resultater, som undersøgelsen af risikoen for ny cancer i ung voksenalder også viser. Men der er grund til at huske på, at overrisikoen for sygdom fortsat er meget stor blandt børnekræftoverlevere, og at de kroniske sygdomme ofte debuterer i en langt tidligere alder end normalt. Så behovet for udvikling af nye, mere skånsomme behandlinger, som er lige så effektive, som de ,gamle’, er presserende. Det kan måske umiddelbart overraske, at de opnåede fremskridt ikke afspejler sig i en forbedring i den oplevede livskvalitet. Efter forfatternes opfattelse kan det skyldes, at gruppen af overlevere i dag også omfatter dem, der ville være døde i henhold til tidligere årtiers behandlingsformer”.
Turcotte LM, Liu Q, Yasui Y et al. Temporal trends in treatment and subsequent neoplasm risk among 5-year survivors of childhood cancer, 1970-2015. JAMA 2017;317:814-24.
Ness KK, Hudson MH, Jones KE et al. Effect of temporal changes in therapeutic exposure on self-reported health status in childhood cancer survivors. Ann Int Med 2017;166:89-98.
Interessekonflikter: ingen.
