Skip to main content

Statiner som primær prævention af hjerte-kar-sygdom

Samme studier tolkes forskelligt af kliniske guidelines, hvilket fører til forskellige anbefalinger.

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

27. feb. 2018
2 min.

At udforme kliniske guidelines er en kompliceret proces, som skal tage forbehold for mange faktorer. I løbet af de seneste år er der udkommet fem guidelines fra store videnskabelige selskaber i Europa og Amerika, som omtaler statiners rolle som primær profylakse ved hjerte-kar-sygdom. En dansk undersøgelse sammenligner effekt af disse guidelines ved at anvende data fra en tiårig opfølgning af 45.000 personer på 40-75 år uden hjerte-kar-sygdom fra Herlev-Østerbro-undersøgelsen. Forfatterne fokuserer på, hvor mange af deltagerne der opfylder kriterier for primær profylakse med statiner i henhold til de fem guidelines, og hvor stor den forebyggende effekt af statinbehandling vil være, hvis guidelines efterleves. De kan vise betydelig diskrepans imellem guidelines, idet andelen af egnede personer til statinbehandling varierer mellem 15% og 44%, hvilket kan overføres til forebyggelse af 13% til 34% af de fremtidige kardiovaskulære udfald som blodpropper i hjertet, dødsfald af iskæmisk hjertesygdom og apopleksi.

Professor Torsten Lauritzen, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, kommenterer: »Artiklen demonstrerer, hvor vanskeligt det er at omsætte evidens omhandlende grupper, her personer med høj risiko for hjerte-kar-sygdom, til konkret rådgivning for det enkelte individ. Forebyggelse af hjerte-kar-sygdom i dansk almen praksis bygger på den Europæiske SCORE-model, som er den mest restriktive af de fem gennemgåede guidelines. På trods af dette viser tal fra 2004-2014, at 80% af patienter, som opfylder kriterierne for statinbehandling, ikke er i behandling. Det forebyggende potentiale er således højt, ikke mindst i relation til andre mere proaktive guidelines. En debat og holdningsændring til forebyggelse synes nødvendig. En patientcentreret tilgang, hvor man som sundhedsprofessionel har pligt til at oplyse om mulighederne for forebyggelse og pligt til at medinddrage den enkelte patient i beslutningen om screening og behandling, kan være vejen frem«.

Mortensen MB, Nordestgaard BG. Comparison of five major guidelines for statin use in primary prevention in a contemporary general population. Ann Intern Med 2018;168:85-92.

Interessekonflikter: TL har aktier i Novo Nordisk og har undervist for AstraZeneca inden for de sidste to år.