Skip to main content

Tarmparasitter findes ikke hyppigere hos personer med irritabel tyktarm

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

7. maj 2015
2 min.

Tarmparasitterne Dientamoeba fragilis og Blastocystis hominis spiller muligvis en rolle for udviklingen af irritabel tyktarm (IBS), men studier på området er få i antal og af tvivlsom kvalitet. Således var det primære formål med dette danske case-kontrol-studie at undersøge forekomsten af tarmparasitter hos hhv. patienter med IBS og asymptomatiske kontrolpersoner.

Fra et dansk analyseinstitut fik man kontaktoplysninger om knap 20.000 personer, som via e-mail blev opfordret til at udfylde et onlinespørgeskema, der bl.a. omhandlede tilstedeværelsen af symptomer, der var forenelige med IBS. Af de i alt 6.112 personer, som indgik i studiet, bad man 483 om at indsende afføringsprøver; 124 personer med symptomer og/eller en diagnose på IBS samt 204 asymptomatiske kontrolpersoner gjorde dette.

De mikrobiologiske undersøgelser viste, at flere kontrolpersoner end casepersoner var parasitinficeret. Det gjaldt generelt (50% vs. 36%; p < 0,01), og specifikt for D. fragilis (35% vs. 23%, p < 0,03) og Blastocystis hominis (22% vs. 15%; p < 0,09). Der var også relativt flere i kontrolgruppen, som var inficeret med mere end en parasittype (16% vs. 8%; p < 0,05). Hvad angik risikofaktorer for infektion, havde gruppen, som fik påvist D. fragilis, flere hjemmeboende børn i alderen 5-18 år (p < 0,001) end de andre. Infektion med Blastocystis hominis var associeret med en relativt høj årlig indkomst, fravær af kæledyr i hjemmet og et dagligt forbrug af vand på flaske (p < 0,02 for alle).

Professor, overlæge Klaus Krogh, Medicinsk Hepato-gastroenterologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, kommenterer: »Ud fra den internationale litteratur havde forfatterne den hypotese, at colon irritabile var associeret til specifikke parasitter i tarmen. Dette fandt man ikke belæg for. Fundene ændrer derfor ikke ved den kliniske praksis i Danmark, hvor man efter udelukkelse af advarselssymptomer og efter ganske få parakliniske test stiller diagnosen colon irritabile ud fra symptomerne, som er beskrevet i ROME III-kriterierne.

Interessekonflikter: ingen

Krogsgaard LR, Engsbro AL, Stensvold CR et al. The prevalence of intestinal parasites is not greater among individuals with irritable bowel syndrome: a population-based case-control study. Clin Gastroenterol Hepatol 2015;13:507-13.