Skip to main content

Teenagere med selvdestruktiv adfærd har signifikant øget risiko for død fremover

Akutte indlæggelser hos unge på grund af overdosis af alkohol, stoffer, selvskade og voldelig adfærd er markører for dårlig prognose.

Unge med selvmordsforsøg får tilbudt hjælp, men behandlingen af unge med selvskade og alkohol- og stofrelaterede forgiftninger er ikke veludviklet. Foto: Colourbox.
Unge med selvmordsforsøg får tilbudt hjælp, men behandlingen af unge med selvskade og alkohol- og stofrelaterede forgiftninger er ikke veludviklet. Foto: Colourbox.

Redigeret af Peter Lange, plange@dadl.dk

15. jun. 2017
2 min.

Op mod 4% af alle unge oplever akutte hospitalsindlæggelser på grund af indtagelse af alkohol, stoffer, selvskade eller vold. En ny undersøgelse baseret på engelske data, som omfatter ca. 1 mio. akutte indlæggelser, sammenligner dødsårsager blandt de ca. 330.000 unge med den type indlæggelse med ca. 650.000 unge, som var akut indlagt på grund af et ulykkestilfælde, som ikke var relateret til de ovennævnte årsager. En tiårsopfølgning viser, at unge med de ”selvdestruktive indlæggelser” havde en klart øget risiko for både selvmord og alkohol- og stofrelateret død sammenlignet med unge, som var indlagt på grund af en ulykke. Højest risiko for selvmord blev observeret blandt unge med selvskade, men forskerne konkluderer, at alle unge, som indlægges akut på baggrund af indtagelse af alkohol, stoffer, selvskade eller vold, bør have tilbud om opfølgning med henblik på at reducere risikoen for fremtidig indlæggelse og død.

Professor Merete Nordentoft, Psykiatrisk Center København, kommenterer: ”Det er et velgennemført studium af en sårbar gruppe. Studiet viser, at risikoen for selvmord, ulykkesdødsfald og alkohol- og stofrelateret død er dobbelt så stor som blandt teenagere, som indlægges efter ulykker. Studiet viser med al ønskelig tydelighed, at der er grund til at udvikle programmer for behandling af teenagere ikke kun efter selvmordsforsøg, men også ved selvskadende adfærd uden selvmordsønske, og ved alkohol og stofrelaterede forgiftninger. Teenagere med selvskadende adfærd bliver ikke taget tilstrækkeligt alvorligt. I Danmark bliver unge med selvmordsforsøg tilbudt hjælp i de regionale selvmordsforebyggende klinikker, men behandlingen af unge med selvskade og alkohol- og stofrelaterede forgiftninger er ikke veludviklet. Studiet viser, at de sundhedsprofessionelle må holde op med at opfatte unge med den type indlæggelser som en plage, der spilder værdifuld klinisk tid, men snarere som sårbare personer, der har brug for de muligheder, som et ansvarligt og omsorgsfuldt sundhedsvæsen kan stille til rådighed”.

Herbert A, Gilbert R, Cottrell, Li L. Causes of death up to 10 years after admissions to hospitals for self-inflicted, drug related or alcohol-related, or violent injury during adolescence: a retrospective, nationwide, cohort study. Lancet 25. maj 2017 (e-pub ahead of print).

Interessekonflikter: ingen.