Tvungen ambulant psykiatrisk opfølgning kan forhindre tvangsindlæggelser

Tvungen opfølgning blev indført ved revision af psykiatriloven i 2010 som en fireårig forsøgsordning med start den 1. oktober 2010. Sundhedsstyrelsen skal følge virkningerne af lovændringen tæt og udarbejde en redegørelse herom, når loven skal revideres i folketingsåret 2014-2015 [1]. Hensigten er at nedbringe anvendelsen af tvang, herunder antallet af tvangsindlæggelser, og forebygge sygdomsforværring ved at fastholde patienten i medicinsk behandling, i kombination med en psykosocial indsats. Det gøres overordnet med det formål at opnå øget livskvalitet for den enkelte [2]. Målgruppen er en lille gruppe af alvorligt psykisk syge patienter, som gentagne gange indlægges med tvang pga. medicinsvigt og sygdomsforværring (»svingdørspatienter«). Ordningen giver mulighed for at sikre fortsat medicinsk behandling efter udskrivning, uden patientens samtykke. Målgruppen og betingelserne er klart defineret (Tabel 1).

Tvungen opfølgning er gyldig i tre måneder efter udskrivelse med mulighed for forlængelse i op til højst 12 måneder [1].

Siden indførelsen i oktober 2010 er der registreret i alt 33 patienter, som har været underlagt tvungen opfølgning på landsplan [3].

 

SYGEHISTORIE

En 61-årig kvinde, som var kendt med mangeårig, svær paranoid skizofreni, påbegyndte i februar 2012 tvungen opfølgning med zuclopenthixoldecanoatdepotmedicin og var underlagt ordningen i et år.

Forud for den tvungne opfølgning, havde hun været tvangsindlagt på behandlingsindikation fem gange inden for halvandet år – hver gang pga. medicinsvigt. I perioderne uden antipsykotisk behandling var hun svært forpint af vrangforestillinger og hallucinationer. Hun var overbevist om, at naboerne gav hende elektriske stød og turde ikke bevæge sig ud for at handle, med det resultat at hun ikke spiste i flere dage. Hun urinerede i spande i lejligheden, da hun mente, at der på badeværelset var »eksotiske, søde fluer«, som ikke måtte forstyrres. Hun var i risiko for at miste boligen, da hun om natten besvarede sine hørehallucinationer ved at råbe højlydt, til stor gene for naboerne. Ambulant behandling og social støtte var vanskeliggjort af, at hun nægtede at åbne for hjemmeplejen og kontaktpersonen fra psykiatrien. Hun var således helbredsmæssigt og socialt truet, og trods massiv støtte med tæt opfølgning fra en sygeplejerske fra et udgående psykiatrisk team havde det ikke været muligt at fastholde hende i antipsykotisk behandling på frivillig basis.

I det år, hvor hun var underlagt tvungen opfølgning, blev hun ikke tvangsindlagt. Hun fremstod fortsat psykotisk, men mindre forpint og mere samarbejdsvillig. Hun accepterede i vid udstrækning den ledsagende psykosociale støtte.

Otte måneder efter ophør af tvungen ambulant opfølgning havde hun hverken haft betydeligt medicinsvigt eller været tvangsindlagt. Hun modtog den antipsykotiske behandling frivilligt, dog med tiltagende ambivalens. Da hun en overgang afviste at fortsætte behandlingen, måtte tvangsindlæggelse overvejes pga. forværring af den psykiske tilstand. Tvangsindgreb blev undgået, da hun frivilligt genoptog behandlingen.

 

DISKUSSION

Sygehistorien er et eksempel på, at muligheden for tvungen ambulant opfølgning kan have sin berettigelse. Patienten undgik tvangsindlæggelser i det år, hun var underlagt tvungen opfølgning, og fremtrådte klart mindre forpint. Hun tog imod psykosocial støtte og fik på denne måde hjælp til helt basale behov som fødeindtag og adgang til toilet.

Spørgsmålet er, hvor længe det kan lykkes at få informeret samtykke hos denne gruppe patienter til at fortsætte antipsykotisk behandling frivilligt efter ophør af tvungen ambulant opfølgning? Og om det

er rimeligt, at patienten ved fornyet medicinsvigt

atter skal gennemleve svære psykotiske perioder og tvangsindlæggelser, inden der igen kan etableres stabil antipsykotisk behandling ved hjælp af fornyet tvungen opfølgning? Dårlig komplians er netop det primære problem for målgruppen for tvungen opfølgning, og det er derfor nærliggende at overveje, om tidsbegrænsningen på 12 måneder er fornuftig.

Forsøgsperioden på fire år nærmer sig sin afslutning og skal snarest evalueres. Tvungen ambulant opfølgning giver mulighed for at forebygge og behandle meget svære psykotiske tilstande, men fordelene skal opvejes i forhold til patienternes følelse af overgreb og grundlæggende retssikkerhedsprincipper.

 

Korrespondance: Lene Nørregård Hansen, Bjeverskov Allé 2, 2. t.v., 2650 Hvidovre. E-mail: inha@dadlnet.dk

Antaget: 21. januar 2014

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 14. april 2014

Interessekonflikter: