Systematisk review baseret på 147 publicerede studier kortlægger trends i incidens og prævalens af inflammatorisk tarmsygdom i løbet af de sidste 25 år.
I løbet af de sidste tre generationer har prævalensen af inflammatorisk tarmsygdom i de vestlige lande været stærkt stigende. Samme tendens er nu begyndt at vise sig i lande, som i løbet af de sidste årtier er blevet tiltagende industrialiseret. Dette belyses i en nyt systematisk review, hvor forfatterne har analyseret 119 studier, som ser på incidens af sygdommen, og 69 studier, som undersøger prævalens. Stadig er forekomsten højest i de gamle ilande Skandinavien, Tyskland, USA og Canada, hvor incidensen er relativt stabil, men flere lande i Afrika, Sydamerika og Asien oplever hastig stigning i forekomsten af disse sygdomme. F.eks. viser nyere data fra Brasilien en 15% årlig stigning i forekomsten af colitis ulcerosa og 11% årlig stigning i forekomsten af Crohns sygdom siden 1990.
Professor Ole Haagen Nielsen, Herlev og Gentofte Hospital, kommenterer: ”Studiet er værdifuldt og understøtter tidligere udenlandske og danske epidemiologiske studier, der viser en fortsat stigning i både incidens og prævalens af inflammatorisk tarmsygdom. I Danmark har den årlige stigning i flere år ligget på knap 2%, og omkring 50.000 danskere har i dag colitis ulcerosa eller Crohns sygdom. Tilstanden udgør således et hovedområde i den medicinske gastroenterologi. Med den meget voldsomme stigning beskrevet i de nyligt industrialiserede lande må det konkluderes, at endnu uidentificerede miljøfaktorer synes at have afgørende betydning for sygdomsudviklingen. Behandlingen er kompleks, og ud over den klassiske behandling med 5-aminosalicylsyre til colitis ulcerosa, binyrebarkhormoner, immunmodulatorer, især tiopuriner, samt de senere tilkomne biologiske lægemidler TNF-hæmmere og antiintegriner er der flere nye interessante farmakologiske principper i pipelinen – herunder små molekyler til peroral administration. Øgede økonomiske ressourcer til varetagelse af inflammatorisk tarmsygdom må derfor påregnes i sygehussektorens fremtidige budgetter, hvor den optimale – men ret komplekse og ofte omkostningstunge – terapi i højere grad må antages at komme til at udgøre et subspeciale”.
Interessekonflikt: ingen.
