Ultralydskanning til diagnosticering af distal bicepsseneruptur er ikke veldokumenteret

Distal bicepsseneruptur er en sjælden lidelse, som næsten eksklusivt rammer mænd på 30-60 år [1, 2] og meget sjældent kvinder [3]. Lidelsen er associeret til rygning [4] og kasuistisk til brug af anabole steroider [5].

I litteraturen angives en incidens på 1,2 pr. 100.000 pr. år [4], om end der er registreret en stigning, muligvis som følge af at flere ældre er fysisk aktive [1, 6-8]. Skadesmekanismen er enten en kraftig og udefrakommende ekstension af albuen eller et tungt løft, hvor musklen kontraherer statisk. Det er i litteraturen veletableret, at operationel reinsertion af totale rupturer er konservativ behandling overlegen mht. genetablering af styrken i supination af under

armen og fleksion i albuen [1, 6, 9]. Det er vigtigt, at diagnosen stilles relativt hurtigt, idet for lang udsættelse kan umuliggøre primær reinsertion og føre til kronisk nedsat styrke [1].

MR-skanning har vist sig at være en pålidelig metode til diagnosticering af distale bicepssenerupturer [10, 11] og betragtes som guldstandard [1]. Imidlertid kan der i visse tilfælde være ulemper forbundet med MR: Dels kan den ikke altid udføres med kort varsel, dels er den fortsat væsentligt dyrere end UL-skanning, og hos nogle patienter er MR som bekendt kontraindiceret.

UL-skanning kan foretages bedside og som regel akut eller inden for de første par døgn. UL-skanning giver yderligere undersøgeren en mulighed for at undersøge albuen dynamisk. Generelt er der tale om en undersøgelsesmetode, som kræver erfaring og viden om det anatomiske område, der skannes. UL-skanning er af denne grund afhængig af undersøgeren, og der kan være interobservatørvarians [12]. Den anatomiske kompleksitet er særligt udtalt ved netop den

distale bicepssene, da senen distalt snor sig i forløbet ned gennem underarmens to muskelloger og ikke forløber parallelt med overfladen [13]. Det kan være svært at justere ultralydstransduceren, så den står vinkelret på senen. Af disse to årsager vil man ofte have problemer med anisometri [12, 13]. Anisometrien kan forveksles med hypoekkoisk væske omkring senen og give anledning til falsk positive resultater [12].

Der foreligger fire engelsksprogede kliniske studier, hvor man har undersøgt brugen af UL i diagnosticeringen af distale bicepssenerupturer [12-15] (Tabel 1). To af disse studier er imidlertid med meget få patienter [13, 14], og det er derfor ikke muligt at udregne statistik. I to studier af Belli et al [12] og Lobo et al [15] indgik der hhv. 25 og 45 patienter. Studiedesignet gør det i begge tilfælde umuligt at udregne brugbar statistik for et negativt testresultat.
I [12] gennemførtes et prospektivt studie, hvor 25 patienter med klinisk formodet bicepssenelæsion blev UL-skannet. Patienterne fik imidlertid langtfra den samme opfølgning, idet kun 14 ud af 25 blev kirurgisk eksploreret. I fem tilfælde foretog man MR-skanning af tre totale og to partielle rupturer, mens de resterende seks blev set til ambulant opfølgning. Da der ikke her er nogen guldstandard, som alle patienter har gennemgået, er det svært at sige noget om UL-testens pålidelighed, og man ikke kan udregne den diagnostiske værdi af en negativ test eller positiv test.

I [15] havde man som inklusionskriterium kun valgt de patienter, som blev opereret. Det ekskluderede alle (ukendt antal), som blev behandlet konservativt, eller hvor UL-skanning viste intakt sene. Studiet kan derfor kun sige noget om differentieringen mellem totale og partielle rupturer; men der kan ikke drages konklusioner om hhv. testens specificitet og den negativ prædiktive værdi. Alle fire kliniske studier har vist, at man med UL-skanning kan påvise rupturer og har kunnet ændre behandlingsstrategien i flere tilfælde. I et studie har man påvist god sensitivitet og positiv prædiktiv værdi [15] (Tabel 1).

KLINISKE STUDIER MED ULTRALYD OG
DISTALE BICEPSSENERUPTURER

Endnu er der ikke lavet kliniske studier med sufficient høj kvalitet til at validere brugen af UL-skanning i diagnosticeringen af distale bicepssenerupturer. Studierne har vist, at brug af UL-skanning er en lovende metode til bekræftelse af en klinisk mistanke om total ruptur, idet man i et studie fandt god sensitivitet og positiv prædiktiv værdi [15]. Flere forfattere konkluderede, at man med UL-skanning kan skelne mellem partielle og totale rupturer. Ingen af studierne er designet, så der kan udregnes negativ prædiktiv værdi og specificitet.

Der er brug for et prospektivt studie med mange patienter. For at få bedre mulighed for at udregne specificitet og negativ prædiktiv værdi vil det være fordelagtigt at inkludere raske personer. Desuden skal UL-undersøgerne være blindet for anamnese og objektive fund.

Korrespondance: Rasmus Kramer Mikkelsen, Ortopædkirurgisk Afdeling,
Sygehus Nord, Køge, Lykkebækvej 1, 4600 Køge.
E-mail: mikkelsen_rasmus@hotmail.com

Antaget: 5. februar 2014

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 12. maj 2014

Interessekonflikter: