Skip to main content

Vand og sanitet ved katastrofer

Adjunkt Peter Kjær Mackie Jensen, lektor Dan Wolf Meyrowitsch & professor Flemming Konradsen Københavns Universitet, Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi

12. mar. 2010
8 min.


I de fleste samfund vil en pludselig begrænsning i adgang til vand og sanitet have en række negative og ofte alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser. I en katastrofesituation med deltagelse af nationale og internationale nødhjælpsorganisationer gives etablering af vandforsyning og sanitære faciliteter derfor en høj prioritet [1]. På trods af denne prioritering er der et markant behov for at justere indsatserne i forhold til lokalgeografiske faktorer, katastrofesituationens karakter og modtagergruppens specifikke basale behov. Højteknologiske tiltag er ofte ikke løsningen på de basale problemer i planlægning og implementering af effektive vand- og sanitetsindsatser. Derimod er der behov for simple, lavteknologiske tilgange, der udvikles som et resultat af en tværdisciplinær og tværkulturel arbejdsproces. Vi vil i det følgende beskrive og argumentere for relevansen af en sådan ny tilgang til en nødhjælpsindsats, som er forankret i en vurdering af den lokale opfattelse og praksis, og som bygger på en udnyttelse af de lokale ressourcer med henblik på at skabe muligheder for en langsigtet, positiv samfundsudvikling.



Katastrofehåndteringscyklus

Tidligere blev hjælp til katastrofeofre opfattet som en engangsydelse, hvor man efter implementering af akut nødhjælp overlader den egentlige genopbygning af infrastruktur og institutioner til de nationale myndigheder, nongovernmental organizations (NGO'er) eller internationale organisationer. Den manglende sammenhæng mellem nødhjælpen og den langsigtede udviklingsindsats har medført et behov for at revidere opfattelsen af effektive nødhjælpsindsatser [2].

Som alternativ til den kortsigtede tilgang til nødhjælp kan man arbejde med en cyklisk model (se Figur 1 ), hvor indsatsen opfattes som en del af et længere tidsforløb, hvor man bestræber sig på at skabe en glidende overgang fra den første tidlige, akutte reaktionsfase (response) til genopbygnings/udviklingsfasen (recovery) . Alle faser tænkes indlejret i en risikoreduktionstilgang (disaster risk reduction) (RRT). RRT er en kontinuert proces, hvori man vil implementere tiltag, som enten vil medvirke til at reducere sandsynligheden for, at en katastrofe gentages, eller minimere skaderne og de negative konsekvenser af skaderne ved en sådan gentagelse [3]. RRT kan tage udgangspunkt i fysiske tiltag som f.eks. forbedring af diger, hævede latriner for at modstå vandstandsstigninger, placering af vandtanke og vandrør på steder, hvor de er mindst sårbare og udvidelse af vandtanke for at modstå tørkeperioder. RRT bør ses som en kontinuet proces, som - uafhængigt af tilstedeværelsen af katastrofer - kan inkludere tiltag, hvor man opbygger lokal kapacitet og generelt beredskab til at modstå og håndtere katastrofer. De enkelte komponenter i RRT behøver ikke direkte at være målrettet mod vand og sanitet for at have en positiv effekt på området, da kapacitetsopbygning på andre områder, f.eks. lokal uddannelse og lokal organisering, vil have en afsmittende effekt på det enkelte individs mulighed for at håndtere nye katastrofesituationer. Denne model betyder, at de løsninger, som man vælger i den første akutte reaktionsfase, så vidt muligt skal placeres i en langsigtet, økonomisk og kulturelt bæredygtig udviklingssammenhæng. Disse løsninger skal enten planlægges og implementeres som en katalysator, der kan starte en bæredygtig udviklingsproces eller som minimum danne en platform for de fremtidige genopbygnings- og risikoreduktionsaktiviteter, så de tidlige investeringer i generel udvikling og infrastruktur på sigt kan reducere konsekvenserne af mulige fremtidige katastrofescenarier.

Katastrofehjælp er udviklingshjælp

Ved at indtænke en genopbygnings/udviklingsfase som en fast komponent, der efterfølger den akutte reaktionsfase, skabes der muligheder for at anvende en række værktøjer, der tidligere været forbeholdt udviklingsbistanden. Med afsæt i bl.a. DANIDA's mangeårige erfaring med at udvikle og implementere effektiv udviklingsbistand bliver det derfor en selvfølge, at de optimale tiltag i alle faser af katastrofehåndteringscyklusen skal tilpasses den lokale kontekst snarere end baseres på det tilfældige udvalg af isenkram i de respektive nødhjælpslagre. Udover disse justerede og skræddersyede tiltag, der kræver en vis evaluering og refleksion, bør man - som et svar på de helt akutte og livsnødvendige behov - stadig inkludere teknologier, som effektivt kan redde menneskeliv og reducere skader.



Højteknologisk vandrensningsudstyr er ikke altid løsningen

Der er eksempler på, at vand- og sanitetsindsatser fra dansk side i katastrofesituationer kun i ringe grad er blevet justeret i forhold til modtagergruppernes behov og relevante kontekstuelle faktorer. Som en reaktion på cyklonen Nagis og tsunamien, der ramte henholdsvis Burma (2008) og Sri Lanka (2004), sendte Danmark i begge tilfælde højteknologisk vandrensningsudstyr til de pågældende katastrofeområder. Der var tale om udstyr, som kunne levere vand med en renhed, der egner sig til operationsstuer, men i dette tilfælde var behovet drikkevand. De danske myndigheder havde gode intentioner om at implementere den optimale nødhjælp, men i dette tilfælde kom hjælpen ikke til at fungere efter hensigten. Da udstyret var både kompliceret og energikrævende (og herned dyrt i drift), måtte man lægge beslag på lokale ressourcer, som kunne være investeret bedre i lavteknologiske og lokalt baserede løsninger. Udstyret kunne desuden ikke bidrage til en langsigtet genopbygning af infrastrukturen i katastrofeområdet, da det ikke lokaløkonomisk ville være muligt at bruge det i længden [4]. For Sri Lankas vedkommende var de drikkevandskilder, som lå ca. 200-1.000 meter fra kysten, endvidere uberørte af tsunamien, og det omtalte vandrensningsudstyr var derfor af meget ringe relevans. Disse eksempler understreger behovet for at benytte en systematisk tilgang til allerede eksisterende viden om de lokale forhold i planlægning og implementering af indsatser samt efter påbegyndelse af den akutte reaktionsfase desuden at indsamle yderligere information, der kan anvendes i de senere faser med fokus på genopbygning og risikoreduktion. Desuden tyder de nævnte eksempler på, at man i mangel af relevant viden om de lokale forhold og behov vil vælge, hvad man opfatter som en sikker løsning.

Vandkvalitet eller -kvantitet

I enhver katastrofesituation bør man vurdere det relevante behov for vand i forhold til en vægtning af kvalitet og kvantitet. I denne vurdering bør man udføre en analyse af de enkelte modtagergruppers hygiejnesituation, historiske sygdomsmønstre og potentielle sundhedsrisici. Hvis man for eksempel vil rette sin indsats mod flygtninge, som lever i telt lejre med dårlige toilet-, vaske- og køkkenfaciliteter, er det meget begrænset, hvilken effekt man vil opnå ved at investere i rent vand af en meget høj kvalitet. Eksponeringen for patogener fra de mange andre kilder i en sådan lejr vil drukne effekten af det rene vand. Det er i en sådan situation vigtigt, at man opretholder en høj kvantitet af vand af en rimelig kvalitet, så målgrupperne har adgang til så rigelige mængder af vand, at man kan bidrage til en god personlig hygiejne i form af håndvask efter toiletbesøg og god køkken- og fødevarehygiejne [5, 6]. Da det kan være vanskeligt at fremskaffe tilstrækkeligt med vand af høj kvalitet til at dække disse behov, vil det i mange tilfælde være en fordel - og ofte lokalt acceptabelt - at vægte kvantitet højere end kvalitet. Det betyder, at man dagligt skal koge/rense 2-3 liter drikkevand pr. person. Resultater fra flere studier indikerer desuden, at man ved at rense vandet i husstanden umiddelbart før det bliver drukket - og uden yderligere transport og opbevaring - opnår en større effekt på f.eks. børnediarre, end hvis man rensede vandet ved kilden [7, 8].

Sanitetsproblemet

I et område med et højt niveau af smittespredning af infektioner med fækal-orale smitteveje vil en analyse afsløre, at vand i de fleste tilfælde er den inaktive transportør af patogener, men at selve kilden til problemet ligger i - eller ved siden af - latrinet. I mange tilfælde er udbygningen af den sanitære infrastruktur blevet underprioriteret, eller eksisterende latriner bliver ikke benyttet, fordi de valgte løsninger ikke bygger på en grundig analyse af de ofte tabubelagte lokale hygiejneopfattelser [9]. Lykkes det at gennemføre en sådan analyse, og kan man sikre befolkningen i katastrofeområder adgang til sanitær infrastruktur og motivere til brugen af denne, vil sundhedssituation på både kort og lang sigt forbedres væsentligt.

Vejen frem

Hvis kommende vand- og sanitetsindsatser og øvrig nødhjælp skal integrere tiltag, som på sigt medvirker til genopbygning og risikoreduktion, er der behov for at udvikle en tværdisciplinær tilgang til planlægning og implementering af samtlige faser i katastrofemanagement-modellen. De nye indsatser vil kræve et tæt samarbejde mellem udviklingsarbejdere, ingeniører, sociologer, antropologer og sundhedspersonale, herunder læger og folkesundhedsspecialister, som alle har specifik viden om og erfaring i at udføre tidlige evalueringer af akutte krisesituationer og mere grundige vurderinger med henblik på langsigtede løsningsmodeller. Ved at satse på uddannelsesprogrammer og kurser, som tager sit afsæt i konfliktmanagement-cyklusmodellen, og som er i stand til at tiltrække deltagere med et bredt udsnit af de nævnte kompetencer, kan man i et fælles læringsrum skabe potentialet for nødhjælp, herunder vand- og sanitetsindsatser, som vil række langt videre end den akutte katastrofehjælp.


Peter Kjær Mackie Jensen, Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi, Københavns Universitet, Øster Farimagsgade 5, DK-1353 København K.

E-mail: petkj@sund.ku.dk

Antaget: 29. november 2009

Interessekonflikter: Ingen



Summary

Summary Water and sanitation in disaster situations Ugeskr Læger 2010;172(2):109-112 When implementing water and sanitation in a disaster situation, it is of crucial importance that the intervention is grounded in the local cultural and socioeconomic context. The assistance provided in the response phase should facilitate short and long-term recovery and sustainable development of the affected community. The new model for disaster management which comprises an integrated continuous risk reduction phase, calls for a cross-disciplinary approach which combines the known life-saving response methods with modern development practices.

Referencer

  1. The Sphere Project. Humanitarian charter and minimum standards in disaster response. Genève, Schweiz: The Sphere Project, 2004.
  2. Hyogo Framework for Action 2005-2015: Building the resilience of nations and communities to disasters (HFA). World Conference on Disaster Reduction 18.-22. januar 2005, Kobe, Japan, 2005.
  3. Coppola DP. Introduction to disaster management. Oxford: Elsevier, 2007.
  4. Clasen T, Smith L. The drinking water response to the Indian Ocean tsunami Including the role of household water treatment. Geneva, Schweiz, WHO, 2005.
  5. Esrey SA. Water, waste, and well-being: a multicounty study. Am J Epidemiol 1996;143:608-23.
  6. Connolly MA, Gayer M, Ryan MJ et al. Communicable diseases in complex emergencies: impact and challenges. Lancet 2004; 364:1974-83.
  7. Fewtrell L, Kaufmann RB, Kay D et al. Water, sanitation, and hygiene interventions to reduce diarrhoea in less developed countries: a systematic review and meta-analysis. Lancet Infect Dis 2005; 5:42-52.
  8. Clasen T, Schmidt WP, Rabie T et al. Interventions to improve water quality for preventing diarrhoea: systematic review and meta-analysis. BMJ 2007; 334:782.
  9. Sjaak Van der Geest. Akan shit: Getting rid of dirt in Ghana. Anthrop Today 1998;14:8-12.