Skip to main content

Vejledninger vedr. antibiotikaprofylakse kan påvirke incidensen af infektiøs endokarditis

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

26. feb. 2015
2 min.

Før et invasivt tandingreb bør der ifølge danske vejledninger administreres profylaktiske antibiotika til personer, som er i høj risiko for at udvikle infektiøs endokarditis (IE). I England gjaldt tidligere lignende anbefalinger, men i 2008 udkom en NICE-guideline, som fastslog, at brugen af IE-antibiotikaprofylakse burde ophøre fuldstændigt. Med fokus på netop England var formålet med dette retrospektive studie at undersøge, hvordan introduktionen af denne guideline påvirkede dels ordinationsmønstre for antibiotikaprofylakse i 2004-2013, dels incidensen af IE-betingede indlæggelser i 2000-2013.

Op til 2008 var antallet af ordinerede profylaktiske antibiotikabehandlinger nogenlunde konstant, men i perioden herefter sås et signifikant fald fra gennemsnitligt 10.900 ordinationer pr. måned i 2004-2008 til 2.236 ordinationer pr. måned i 2008-2013. For samtlige risikogrupper sås en signifikant stigning i incidensen af IE i årene efter 2008 (0,11 tilfælde pr. 10 mio. personer pr. måned). I marts 2013 sås således 35 flere IE-tilfælde end forventet, dvs. i forhold til hvad 2000-2008-trenden foreskrev. I alt ville det kræve 277 profylaktiske antibiotikabehandlinger for at forhindre ét tilfælde af IE.

Professor, overlæge Niels Eske Bruun, Hjerteafdelingen, Gentofte Hospital, samt Klinisk Institut, Aalborg Universitet, kommenterer: ”Den påviste stigning i incidensen af IE er mere sandsynligt en følge af forskellige faktorers virkninger end kun resultatet af ændret antibiotiskprofylakse. Undersøgelsen skelner ikke mellem venstre- og højresidig IE, herunder pacemakerassocierede infektioner. F.eks. er antallet af nyanlagte ICD/BIV-ICD [biventrikulær implanterbar cardioverter-defibrillator], opgraderinger til ICD/BIV-ICD og generatorskift steget markant inden for den anførte tidsperiode, antallet af hjerteklapoperationer er steget, og ikke mindst er der de senere år kommet større fokus på IE, hvilket med nemmere tilgang til ekkokardiografi også medfører en stigning i incidensen. Resultat kommer ikke til at påvirke de danske anbefalinger.

Dayer MJ, Jones S, Prendergast B et al. Incidence of infective endocarditis in England, 2000-13: a secular trend, interrupted time-series analysis. Lancet 2014. pii: S0140-6736(14)62007-9.

Interessekonflikter: ingen